Blomsterterapi

Blomster og natur har altid været en stor del af Lailas liv og naturen har hjulpet hende igennem svære depressioner.

Af Laila Månsson 

At arbejde med blomster er blevet en livsstil for mig. Blomster følger os gennem hele livet.

Jeg er vokset op med tæt kontakt til naturen, da jeg er født på en ø og min far var gartner. Interessen for naturen har derfor været omdrejningspunkt i mit liv.

Som 18-årig begyndte jeg at på uddannelsen som blomsterdekoratør og glæden ved at arbejde med blomster har hængt ved lige siden.

Blomsterne hjalp mig igennem depressionerne

Jeg fik min første depression, da min mor døde i 1997, men blomsterne hjalp mig igennem.

Da min mand døde 11 år senere løb jeg ind i endnu en depression og en psykose, jeg blev akut indlagt og fik bl.a. behandling med elektrochok ti gange. Jeg oplevede igen, at naturen og blomsterne hjalp igennem sorgen og sygdommen, og i dag brænder jeg for, at hjælpe andre som er kommet på kant med livet igennem sorg, stress og depression.

 

Den glæde, der indfinder sig, når man har lavet en smuk buket eller et blomsterarrangement er helt ubeskrivelig. Og det drejer sig ikke altid om at lave en buket med 20 blomster, et arrangement med to blomster, en gren, lidt mos og nogle blade kan være lige så smukt. Ja faktisk er enkeltheden det ultimative.

Blomster og natur stiller ingen krav

Naturen stiller ikke nogle krav til os, men vi som mennesker stiller store krav til naturen. Lærer vi, at leve med naturen og ikke imod den, har den enorm kapacitet at tilbyde os.

I Sverige, hvor haveterapi efterhånden er meget stort, har man gode erfaringer med rehabiliteringen, 70% af de, der har deltaget i haveterapi er vendt tilbage til arbejdslivet.

Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med naturmaterialer og blomster i rehabiliteringsøjemed. Helt uden krav om præstation eller skæven til uret. Alt må tage den tid det ta’r. Jeg kunne således godt tænke mig, at arrangere weekend-workshops for DepressionsForeningens medlemmer (kursus vil jeg ikke kalde det, for du skal ikke gå i lære, det drejer sig om at finde din specifikke indre kreativitet og fantasi). Hvis dette skulle have din interesse, så send mig en mail på swedelaila@yahoo.dk

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Generelle artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*