Center for Frivilligt Socialt Arbejde åbner for tilmelding til efterårets kurser torsdag den 31. august 2017

Kære frivillige
Torsdag den 31. august 2017 åbner Center for Frivilligt Socialt Arbejde for tilmelding til årets kurser, og de har mange spændende kursustilbud, som kunne være interessant for jer.

Jeg har kigget lidt på de mange muligheder og bl.a. fundet disse på deres kursusportal:

”Den svære samtale med brugeren – bliv en bedre samtalepartner
Bliv fortrolig med rollen som frivillig samtalepartner for udsatte mennesker og mennesker i krise. På kurset går vi i dybden med vanskelige samtalesituationer fra din egen hverdag. Du lærer, hvordan du kan bruge dine ressourcer og begrænsninger til at blive en god samtalepartner. Vi træner, hvordan du håndterer de svære situationer, som uvægerligt dukker op i samtaler med socialt udsatte mennesker og mennesker i krise.”

”Håb og motivation – hjælp mennesker med at få mere mod på livet
Et intensivt to-dages internatkursus med psykolog Ebbe Lavendt, som her fortæller om håb og motivation – dvs. om, hvordan man som menneske kan udvikle et lyst syn på fremtiden og mobilisere kræfter til at forfølge sine håb. På kurset får du den nyeste viden og de mest relevante værktøjer fra positiv psykologi, som gør dig i stand til at hjælpe din forenings brugere med at udvikle håb og positiv motivation.”

”Vejen til guldet – grundkursus i fundraising
På dette kursus får du en grundig indføring i fundraising. Du får indsigt i en række fonde, puljer og andre støttemuligheder og bliver klogere på de strategiske overvejelser, I som forening skal gøre jer, når I søger midler. Du arbejder også med den gode ansøgning og får ny inspiration og værktøjer, du kan bruge, når du skal tilrettelægge en god proces for dit arbejde med fundraising.” Du kan selv gå på opdagelse i kursuskataloget ved at følge dette link: http://frivillighed.dk/kurser 

Da CFSA’s kurser er meget populære, bliver de hurtigt overtegnet. Vær derfor opmærksom på, at du ikke skal vente for længe med at tilmelde dig, hvis der er noget, der frister.

Om kurserne:
Det er gratis at deltage, men du skal selv betale din transport til og fra kurset. DepressionsForeningen har desværre ikke mulighed for at refundere dine udlæg. Kurserne afholdes dog i hele landet, så måske der også er noget interessant nær dig. En del kurser udbydes desuden også som webseminar, så du kan også deltage hjemmefra.

Bemærk, at der opkræves et gebyr på 225 kr., såfremt man melder afbud senere end 14 dage før kurset finder sted. Du hæfter selv for dette beløb.

Du kan læse flere praktiske oplysninger her: http://frivillighed.dk/kurser/praktiske-oplysninger

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin