DepressionsForeningens Sommerhøjskole

s. 7 højskole annonceGenvind Livskraften i samvær og nærvær og få inspiration til, hvordan du selv kan afhjælpe dine udfordringer

Lær at håndtere dine grublerier, mød dig selv med egenomsorg, træn dig til bedre opmærksomhed og få redskaber til at blive aktive selvhjælpere. Alt sammen i fællesskab med ligesindede, når DepressionsForeningen for 7. år i træk afholder sommerhøjskole i samarbejde med Nordfyns Højskole. Der er fortsat ledige pladser, og du kan læse mere om ugens indhold, og hvordan du tilmelder dig her.

Ved siden af tilbuddene om kreativ udfoldelse på maleri- eller smykkeværkstedet, mindfulness og fysisk aktivitet på cykel og eller til hest byder årets sommerhøjskole i uge 30 på oplæg med redskaber til håndteringen af livet med et psykisk sårbart sind. Igen i år er vi stolte af at kunne byde på et stærkt og varieret program med fire dygtige formidlere. Fra hver deres faglige afsæt vil de gøre os klogere på centrale udfordringer i et liv med psykisk sygdom under følgende overskrifter:


Lev mere – tænk mindre
ved psykolog Pia Callesen.

Pia er klinikchef og indehaver af CEKTOS – Center for Kognitiv og Metakognitiv Terapi. I maj 2017 udgav hun bogen ”Lev mere tænk mindre – Drop grublerierne og slip fri af nedtrykthed og depression med metakognitiv terapi”, som oplægget vil tage afsæt i.

Til foredraget kan du høre om, hvordan depression kan overvindes og forebygges ved hjælp af et ny metode indenfor psykologien: Metakognitiv terapi. I denne tilgang skal negative tanker ikke tales igennem eller omstruktureres, men i stedet genopdages kontrollen over grublerier, så disse kan reduceres. Og det virker. Nye studier dokumenterer, at 70-80% helbredes for depression.

Som en del af foredraget vil du blive introduceret til metakognitiv terapi gennem øvelser.


DET er ikke din skyld! Om Medfølelsesfokuseret terapi (CFT)

ved speciallæge i psykiatri Bodil Andersen.

Bodil har haft egen praksis de sidste 20 år og primært behandlet mennesker med depression, angst og personlighedsforstyrrelser. Bodil er uddannet i kognitiv adfærdsterapi, mindfulness og medfølelsesfokuseret terapi.

Vi har alle en besværlig hjerne, som er lavet til os og ikke af os. Samtidig er denne hjerne blevet til gennem mange hundrede tusind års udvikling, og måske er vores hjerner ikke rigtig gearet til det moderne hektiske liv, vi lever i dag. På baggrund af den viden, vi i dag har om hjernens udvikling og funktion, har den engelske professor i klinisk psykologi Paul Gilbert udviklet en behandlingsform, der hviler på evolutionsteori, neurobiologisk forskning, social- og udviklingspsykologi, ligesom den indeholder elementer fra kognitiv adfærdsterapi og Mindfulness.

Ifm. med oplægget vil du blive introduceret til behandlingsmodellen og til nogle af de centrale metoder/ teknikker, man anvender for at lære at håndtere besværlige følelser. Metoden har vist sig særdeles anvendelig især til personer, der er præget af skyld, skam og selvkritik.


Når opmærksomheden og overblikket svigter – om kognitive vanskeligheder ved depressive lidelser 

ved Krista Margrethe Nielsen Straarup

Krista er specialpsykolog i psykiatri og har siden 2002 specialiseret sig i behandling af mennesker med depression og bipolar lidelse. Krista arbejder ved Aarhus Universitetshospital i Risskov.

Som led i depressiv eller bipolar lidelse oplever mange forbigående eller længerevarende vanskeligheder med opmærksomhed, hukommelse, overblik og planlægning m.m. I foredraget kommer vi ind på spørgsmål som: Hvilke kognitive vanskeligheder ses typisk ved depression? Hvad er baggrunden for vanskelighederne – og hvordan er forløbet typisk? Hvilke behandlingsmuligheder er der? Hvad kan man selv gøre for at afhjælpe problemer med opmærksomhed, hukommelse og overblik.


Lær at Tackle hverdagen

ved Masterinstruktør i Lær at Tackle Annette Fava.

Med udgangspunkt i sin egen historie vil Annette, Masterinstruktør på Lær at Tackle-kurserne, præsentere enkle men effektive værktøjer, der kan hjælpe os med bedre at håndtere hverdagen og dens udfordringer.

Vi kan måske ikke fjerne vores lidelse helt, men vi kan gøre noget ved den måde den påvirker vores hverdag og vores liv! Med få værktøjer kan vi nå langt og blive aktive selvhjælpere. På den måde kan vi arbejde os henimod, at det er os der tager styringen i hverdagen og ikke vores lidelse. Det der virkelig kan rykke os er troen på vores egne evner, og den kan vi øge ved at opleve små succeser. For hver succes, så tør vi tage springet til en lidt større udfordring og kan på den måde blive gode selvhjælpere.

Der vil undervejs være mulighed for at arbejde med nogle af værktøjerne.


Tilmelding:
Højskolen løber fra den 23. – 29. juli 2017, og der er fortsat ledige pladser og åbent for tilmelding på DepressionsForeningens hjemmeside. Læs mere her: http://depressionsforeningen.dk/hvad-tilbyder-vi/sommerhojskole/

 

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Nyheder