Hvad kan du gøre?

Når du er pårørende til en person med depression eller bipolar lidelse, vil det variere, hvor meget du bliver involveret i vedkommendes sygdomsforløb og behandling. Nedenfor beskrives en række generelle forhold, som på forskellige tidspunkter kan være vigtige i din indsats. Derefter følger en oversigt over forskellige pårørendetyper, udarbejdet af Andreas Kilden, der selv har personlig erfaring med psykisk lidelse og rollen som pårørende. Som tidligere nævnt afhænger dine muligheder for at støtte og handle i forhold til sygdomsramte bl.a. af, hvilken rolle du har i forhold til vedkommende – om du er forælder, søskende, barn eller voksent barn, kæreste/ægtefælle, ven eller kollega.

Skaf dig viden

Som pårørende er det vigtigt, at du får kendskab til sygdommen, de vigtigste symptomer og de forskellige faser i et sygdomsforløb. Viden om depression eller bipolar lidelse kan være med til at give dig en realistisk forståelse af, hvorfor den sygdomsramte reagerer, som han eller hun gør, hvordan du bedst kan forholde dig til det, og hvad du måske må prøve at acceptere i en periode.  Viden kan du få gennem egne iagttagelser/erfaringer som pårørende, ved at lytte til den sygdomsramte og deltage i samtaler med behandlere. Det er godt at søge at få overblik over, hvilke behandlingsmuligheder og tilbud, der findes. Måske kan du have glæde af at læse forskellige former for litteratur, deltage i pårørendeundervisning eller i støttegrupper. Af og til afholdes offentlige informationsmøder om depression og bipolar lidelse fx arrangeret af psykinfo, depressionsforeningen, sind, bedre psykiatri eller psykiatrifonden. Der findes desuden forskellige telefonlinier, som du kan benytte dig af, hvis du har brug for råd og vejledning.

Hvis din nærmeste er deprimeret

Når du er nær pårørende til en deprimeret person, kan det være svært at finde ud af, hvordan du bedst kan forholde dig til vedkommende. Det er som regel en god ide at tilbyde en eller anden form for kontakt, men det er meget forskelligt, hvad den anden har brug for og kan magte. Mens nogle deprimerede gerne vil snakke om, hvordan de har det, foretrækker andre at blive afledt fx ved at tale om helt andre ting end deres tilstand, eller ved at I foretager jer noget sammen. Spørg den deprimerede, når du er i tvivl.

Vær sensitiv over for, hvordan den deprimerede person reagerer overfor humor og ironi. Idet depressionen typisk er ledsaget af problemer med opmærksomhed og overblik, er det vigtigt, at du tager højde for disse vanskeligheder i kontakten med den anden. Tal tydeligt og enkelt. Han eller hun kan have svært ved at koncentrere sig om lange sætninger eller opfatte komplicerede beskeder. Der kan være behov for, at du er med til at afgrænse samtalernes længde og gentager vigtige informationer eller skriver dem ned. Mange depressionsramte har svært ved at tage initiativ til kontakt eller at komme i gang med aktiviteter. Nogle beskriver, at de oplever det, som om ”startknappen” er gået i stykker. Som pårørende kan det være svært at finde balancen mellem på den ene side ikke at presse for meget på og på den anden side ikke at undlade at stille krav overhovedet. Prøv at støtte den depressionsramte i at bevare håbet om at få det bedre og holde sig i gang i sit eget tempo. Det er vigtigt at anerkende vedkommendes indsats. Helt almindelige gøremål som at gå i bad eller stå op kræver en kraftanstrengelse, hvis man er svært deprimeret. Mens der i nogle tilfælde kan være behov for, at du aflaster den anden fuldstændigt, er det andre gange bedst, at i foretager jer ting sammen, frem for at du selv overtager alle opgaver og funktioner. Du kan undersøge, om den depressionsramte har brug for støtte til at komme i gang eller til at planlægge og udføre konkrete opgaver og aktiviteter, fx madlavning, rengøring, motion. Del evt. Større opgaver op i mindre, overskuelige dele. Måske kan du foreslå eller tage initiativ til lystbetonede aktiviteter, som i kan udføre sammen.

Hvis din nærmeste har selvmordstanker

Som pårørende er det centralt at vide, hvis den sygdomsramte har selvmordstanker/ planer, og hvornår der er særlig risiko for, at han eller hun kan handle på dem. Selv om det kan være ubehageligt at tænke på og tale om, så er selvmordstanker ofte en del af depressionen eller blandingstilstanden. Hvis du er bekymret for, at din nærmeste har selvmordstanker, er det bedste, du kan gøre som regel at tale med vedkommende om det. Sig, at du er bekymret og spørg vedkommende direkte, om han eller hun har selvmordstanker. Hvis svaret er bekræftende, så spørg evt. Om, hvorfor han eller hun ikke ønsker at leve længere. Som regel vil vedkommende give udtryk for, at alt synes mørkt og håbløst, men andre gange vil personen også afvise at tale om sine tanker. Måske kan du hjælpe personen med at se andre løsninger, men undgå frem for alt at fordømme vedkommende. Det er vigtigt, at du også inddrager andre, der står den syge nær – og ikke lader dig overtale til at bevare informationen om selvmordstanker som en hemmelighed mellem dig og vedkommende. I akutte situationer med påtrængende selvmordstanker, bør den syge ikke lades alene, og det er frem for alt centralt at hjælpe vedkommende med at få kontakt til behandlingsstedet, egen læge, vagtlægen, psykiatrisk skadestue, center for selvmordsforebyggelse eller psykiatrisk udrykningstjeneste (sidstnævnte findes kun nogle steder i landet). Har din nærmeste haft et selvmordsforsøg, er det vigtigt, at du får talt forløbet igennem med vedkommende og evt. Behandler – bl.a. med henblik på at vurdere, hvad I kan lære af forløbet, og hvordan i ved fælles hjælp kan søge at foregribe, at noget tilsvarende sker igen.

Hvis din nærmeste er manisk

Når du er pårørende til en manisk person, er det vanskeligt at reagere rationelt, især hvis du ikke aner, hvad det er, der foregår. Selv i de tilfælde, hvor du er klar over, at din nærmeste er manisk, kan du opleve et dilemma mellem, at du på den ene side ønsker at bidrage til at bremse tilstanden, og at du på den side ikke bryder dig om at gøre noget mod den andens vilje. Dilemmaet vil ofte medføre, at du har svært ved at tænke klart og reagere hensigtsmæssigt. Hvis den maniske person er til fare for sig selv eller andre, er det påkrævet, at du som pårørende kontakter behandlingssystemet, egen læge eller politiet mod den syges ønske. Selv om du kan tænke, at du/i gerne vil klare situationen selv, er det bedst at søge professionel hjælp så tidligt som muligt. Hvis den maniske person bliver truende, eller der er optræk til vold, så hold fokus på egen og evt. Børns sikkerhed. Undgå at provokere den syge ved at tage til genmæle eller ved at gå fysisk tæt på vedkommende.

Hvis din nærmeste har en lettere mani, kan du prøver at støtte vedkommende i at få sovet og få begrænset aftaler og aktiviteter, selv om det ofte er svært, især hvis personen slet ingen sygdomserkendelse har. Bliver du skældt ud, afvist eller svigtet af den syge i den maniske fase, er det vigtigt at forstå, at det er symptomer på sygdommen, og at den pågældende ikke er i stand til at kontrollere adfærden. At argumentere for meget med en manisk person er ofte nytteløst og bidrager let til at køre tilstanden yderligere op. Det er dog vigtigt, at du også tillader dig selv at sætte nogle grænser for, hvad du vil være med til.

Hvis din nærmeste befinder sig i en blandingstilstand

Hvis din nærmeste har en blandingstilstand kan det være svært at finde ud af, hvordan du bedst kan hjælpe – og det vil ofte være en god ide, at du taler med den sygdomsramte og vedkommendes behandler om, hvordan du skal forholde dig. Mulighederne for at støtte vil bl.a. Afhænge af, om tilstanden domineres af maniske eller depressive symptomer (se ovenstående). Ofte er der behov for en løbende regulering af social kontakt, gøremål og aktiviteter, når tilstanden svinger meget. Støt vedkommende i at få sovet og hjælp med at justere aktivitetsniveauet. Vær opmærksom på, at blandingstilstanden kan være ledsaget af impulsiv og uforudsigelig adfærd.

Støtte til behandling

Da medicin og samtaler er en afgørende del af behandlingen, er det centralt, at du søger at støtte den sygdomsramte i at komme til samtaler og tage den ordinerede medicin. Hvis du bliver i tvivl om formålet med behandlingen eller om medicinens virkning og bivirkninger, kan du måske med tilladelse fra den sygdomsramte kontakte den lægelige behandler og evt. Deltage i en fællessamtale for at videregive dine observationer eller for at få svar på dine spørgsmål.

Når din nærmeste begynder at komme sig

Når en person er ved at komme sig efter en sygdomsperiode, er vedkommende ofte sårbar i en længere periode, og har så vidt muligt behov for at komme sig i sit eget tempo. Tid og tålmodig er vigtige faktorer i den sammenhæng. På vej ud af en depression er det normalt, at der indimellem kan komme flere dage med større depressive udsving, og at det i perioder kan føles som om, at tilstanden bevæger sig to skridt frem og et tilbage. Efter en mani eller blandingstilstand har personen også behov for tid til at komme sig, og det kan være vigtigt at holde øje med, om tilstanden svinger over i en depression. Hvis det i første omgang ikke er muligt for din nærmeste at vende tilbage til sit gamle funktionsniveau, må du som pårørende søge at tilpasse forventningerne, selv om det kan være forbundet med megen sorg, skuffelse og vrede.  Hvis du bor sammen med den sygdomsramte, kan det være vigtigt, at i får drøftet, om det er muligt, at vedkommende gradvist kan begynde at overtage nogle af sine sædvanlige roller eller funktioner i hjemmet.

Normale følelsesmæssige udsving eller symptomer på sygdom

Når diagnosen er stillet, og du får viden om depression eller bipolar lidelse, er det almindeligt, at du som pårørende i perioder bliver overopmærksom på den sygdomsramtes

Tilstand – også i de perioder, hvor tilstanden er blevet stabil. Overopmærksomheden er ofte udtryk for, at du er meget bange for, at din nærmeste bliver syg igen. Det kan give sig udslag i, at du har svært ved at skelne mellem normale følelsesmæssige udsving og depressive/maniske symptomer. Normal tristhed eller passivitet kan blive fejlopfattet som et depressivt symptom, og normal glæde og foretagsomhed kan blive mistolket som tegn på begyndende mani. Fx kan din nærmeste udvise en eller anden form for adfærd, der kommer til at minde om noget, som vedkommende gjorde, da han eller hun var manisk. Prøv i sådanne situationer at tænk tilbage på, om den konkrete adfærd altid har været en del af personens normale adfærd. Gennem erfaring og via samtaler med den sygdomsramte og behandleren er det muligt at blive bedre til at finde grænsen mellem almindelige følelsesmæssige/ adfærdsmæssige reaktioner og sygdomstegn.

Alkohol, hash og stoffer

Nogle mennesker med depression eller bipolar lidelse har i korte eller længere perioder et skadeligt brug af alkohol, hash og euforiserende stoffer. Idet misbrug i sig selv kan udløse, vedligeholde eller forværre depressive eller maniske symptomer, er det vigtigt, at du prøver at støtte personen i at bringe det under kontrol – evt. Med professionel hjælp.

Udarbejd en forebyggelsesplan

Når den sygdomsramte er i en stabil fase, kan du i samarbejde med vedkommende og dennes behandler udarbejde en skriftlig forebyggelsesplan.  Planen kan indeholde følgende tre dele:

  • Udløsende faktorer; dvs. Omstændigheder, begivenheder eller adfærd, der for den sygdomsramte indebærer en øget risiko for, at vedkommende kan blive syg igen. Fx kan han eller hun være følsom over for arbejdsmæssigt stress, oplevelse af nederlag eller indtagelse af større mængder alkohol.
  • Tidlige advarselstegn, dvs. Det sæt af særlige tidlige symptomer og ændringer i den sygdomsramtes adfærd, der kan være et varsel om, at en episode er på vej. Tidlige tegn ved depression kan bl.a. Være øget træthed, nedsat opmærksomhed, søvnproblemer, mens advarselstegn ved mani bl.a. Kan være øget energi, øget selvfølelse og nedsat søvnbehov.
  • Handleplan, dvs. En plan for, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre, hvis den sygdomsramte udsættes for stress eller udvikler tidlige advarselstegn. En hurtig indsats i form af medicinjustering og regulering af aktivitetsniveau kan vise sig at være yderst effektiv og forhindre udviklingen af en sygdomsepisode. Undersøg, hvordan den sygdomsramte ønsker, at du skal forholde dig, hvis han eller hun får tegn på sygdom. Tal om, hvad i kan lære af tidligere erfaringer med sygdommen. En handleplan kan med fordel indeholde en oversigt over adresser og telefonnumre på steder, som du kan kontakte i akutte situationer.

Hvis din nærmeste er særlig sårbar

Nogle mennesker med tilbagevendende depression eller bipolar lidelse kan som konsekvens af gentagne sygdomsepisoder udvikle en øget følelsesmæssig sårbarhed. De kan blive mere afhængige af andre, få et lavere selvværd, blive mere indadvendte, mere irritable og reagere stærkt på selv mindre irettesættelser eller uoverensstemmelser. Som pårørende kan du have svært ved at forstå og acceptere, at din nærmeste blive mere sårbar og stressfølsom – og ikke er lige så robust, udadvendt og stærk som tidligere. Måske kan du registrere, at i får flere konflikter på den baggrund – eller at i eller du lever en mere begrænset tilværelse end før. Måske har du en oplevelse af, at du hele tiden skal gå på listefødder mht., hvad du siger og gør. Hvis du bliver overbelastet, kan du selv blive mere nærtagende og irritabel. På et tidspunkt, hvor der er nogenlunde ro i jeres forhold, kan du (uden at kritisere den anden) tage initiativ til en snak om, hvordan i hver især – og sammen – bedst kan håndtere de situationer, hvor sårbarheden viser sig.  Måske har i behov for at søge professionel hjælp i den sammenhæng.

Hvis din nærmeste har vedvarende kognitive vanskeligheder

Nogle mennesker med tilbagevendende depression eller bipolar lidelse kan efter en eller flere sygdomsepisoder få langvarige eller vedvarende vanskeligheder med de såkaldte kognitive funktioner, dvs. Problemer med opmærksomhed, koncentration, hukommelse, indlæring og evne til problemløsning. Disse problemer kaldes kognitive vanskeligheder og er usynlige handicaps, der påvirker personens evne til at fungere i dagligdagen, herunder evnen til at gennemføre arbejde eller uddannelse. Personen kan have svært ved at følge med i en længerevarende samtale, foretage indkøb, huske aftaler eller lave mad. Evnen til at skabe og opretholde en daglig struktur er nedsat, ligesom det er svært at løse almindelige praktiske problemer og opgaver. Kognitive vanskeligheder forværres typisk under forskellige former for stress og belastning. En kvinde, der er gift med en mand med tilbagevendende depression:

Efter at min mand har haft depressioner, er han ikke kommet tilbage til det funktionsniveau, som han havde, før han blev syg. Han mangler overblik og kan ikke overskue så meget og glemmer flere ting. Han kan kun udføre enkle opgaver og vælger altid den letteste vej.  Han giver let op, hvis han møder modstand, og så er han blevet mere uorganiseret og rodet.

Som pårørende kan det være svært at forholde sig til, at din nærmeste ikke er i stand til være opmærksom, huske eller bevare overblikket på samme måde som tidligere. Hvis du ikke er klar over, at sådanne vanskeligheder kan følge i kølvandet på sygdommen, kan du let komme til at mistolke problemerne. Nogle pårørende antager konsekvent, at de kognitive vanskeligheder er en bivirkning ved medicinen. Andre har tendens til at betragte problemerne som værende udtryk for manglende vilje, mangel på interesse eller ugidelighed. Hvis du ikke har tilstrækkelig viden om og forståelse for den andens kognitive besvær, kan du komme til at stille urealistiske forventninger eller krav til vedkommende.

Hvis du er pårørende til en person med kognitive vanskeligheder, kan du være med til at afhjælpe problemerne ad forskellig vej. Tid og tålmodighed er vigtige faktorer i den sammenhæng. Du kan hjælpe til med at indrette hverdagen med en struktur, der kan afhjælpe eventuelle vanskeligheder med opmærksomhed, hukommelse og overblik. Du kan være opmærksom på, hvordan du selv giver beskeder og laver aftaler. Der kan indimellem være behov for, at du gentager vigtige informationer og beskeder eller skriver dem ned. Du kan undersøge, om personen har brug for støtte til planlægning, igangsætning og udførelse af konkrete opgaver og gøremål fx husarbejde, indkøb, havearbejde, fritidsaktiviteter o.lign.

Hvordan passer du på dig selv?

  • Hvis du over tid skal kunne yde støtte og hjælp, må du lære at tilgodese egne behov. Du skal prøve at sige fra, når du ikke har kræfter eller overskud til at yde hjælp. Der er ingen, der over tid kan være fuldkommen – dvs.

Altid være nærværende, positiv og tilgængelig.

  • Indimellem vil du selv kunne opleve, at du befinder dig i en stresstilstand, hvor du selv har svært ved at tænke klart, bevare overblikket og handle hensigtsmæssigt.
  • Det er normalt at have positive såvel som negative følelser over for mennesker, der står en nær. Følelser som vrede og irritation er helt almindelig reaktioner, når du er pårørende – og det er vigtigt at acceptere, at du kan have disse følelser og prøve at forstå, hvad det er, der er medvirkende til, at du får dem i forskellige situationer
  • Undgå, at sygdommen totalt dominerer familielivet. Hold så vidt muligt fast i en normal hverdag og rutiner, hvor du selv kan hente energi og overskud. Prøv at holde fast i dine interesser og de aktiviteter, der sædvanligvis er forbundet med glæde for dig. Sørg for at komme lidt ud til familie og venner og få nogle impulser samt gode oplevelser, selv om det kan være svært
  • Hvis det er muligt, skal du dele ansvaret med andre af den sygdomsramtes venner eller familiemedlemmer, så du ikke bærer det hele på dine skuldre. Hvis du oplever, at du er overbelastet i din rolle som pårørende, kan du overveje, om det er muligt at tage en pause eller begrænse engagementet i en periode. Prøv at find ud af, hvad det er, der belaster dig mest for tiden, og tal med nogen om det. Overvej, hvad der skal til for at reducere oplevelsen af belastning. Måske er det muligt at gøre noget, der kan afhjælpe situationen.
  • Hvis du har brug for information og vejledning i, hvordan du bedst kan forholde dig og passe på dig selv i konkrete situationer, så søg kontakt med behandlingssystemet, andre pårørende eller pårørendeforeninger. Som pårørende til en person med psykisk lidelse har du desuden mulighed for at få økonomisk tilskud til psykologbehandling. Gå til din egen læge, der kan vurdere muligheden for at henvise dig til en privatpraktiserende psykolog, der har overenskomst med sygesikringen.

Kilde: Artiklen er et uddrag fra DepressionsForeningens hæfte: “MANI OG DEPRESSION – Til mennesker med bipolar lidelse og til deres pårørende” fra 2008, skrevet og redigeret af Krista Nielsen Straarup, klinisk psykolog, Klinik for Mani og Depression, Aarhus Universitetshospital, Risskov og Medlem af Depressionsforeningens ekspertpanel.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Til pårørende