Jubilæumsarrangement 2018 – Vi skubber festen lidt

Der var allerede sat kryds i kalenderen lørdag den 29. september og festtøjet næsten strøget. For her skulle vi fejre DepressionsForeningens 20 års jubilæum. Men det har vist sig at være en populær dato. For det er nemlig også den dag, hvor Psykiatrinetværket har valgt at afholde det årlige psykiatritopmøde. Et topmøde, der i år er noget særligt, fordi topmødet har 10 års jubilæum. Topmødet afholdes i Imperialbiografen ved Vesterport i København.

DepressionsForeningen skal naturligvis være med til at markere topmødet. Bestyrelsen har derfor besluttet at skubbe DepressionsForeningens egen jubilæumsarrangement til lørdag den 3. november. Så sæt et stort kryds i kalenderen denne dag, så du også kan være med. Ændringen giver lidt mere tid for bestyrelsens jubilæumsudvalg til at få gode ideer og iværksætte dem. Så intet er så skidt at det ikke er godt for noget!

Har du lyst til at være med på DepressionsForeningens stand på topmødet? Og har du tid og lyst til at bidrage til DepressionsForeningens aktiviteter på topmødet, så skriv til frivilligkoordinator Hanne Müller på hanne@depressionsforeningen.dk.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin