Daniel Majholm

Jeg er Daniel Majholm, 45 år og far til 4. Jeg stiller op til bestyrelsen, fordi jeg efter flere år med depression endelig er kommet mig så meget, at jeg igen har ressourcer til at arbejde med det, som jeg tror på.

Jeg havde depression fra 2012 til 2015, og i den periode kom jeg trofast i lokalgruppen for depressionsramte i København. Først som bruger og senere som mødeleder og kontaktperson. Arbejdet i lokalgruppen var meget givende, og jeg oplevede på første hånd, hvor vigtigt et arbejde, der udføres rundt omkring i foreningen. Det arbejde vil jeg gerne være med til at understøtte og føre videre. Jeg har tidligere siddet i forskellige bestyrelser og kender til det arbejde, som hører til der.

Til hverdag arbejder jeg på deltid i administrationen på et gymnasium i København, og jeg har tidligere arbejdet som skolelærer og viceskoleleder på Nørrebro i København. En gang imellem er jeg så heldig at få lov til at holde foredrag om depression, og en gang imellem får jeg også lov til at sætte fokus på depression i forskellige medier i Danmark. Det sætter jeg stor pris på.

Jeg håber, at de delegerede på generalforsamlingen har tillid til, at jeg kan bruges i bestyrelsens arbejde.

De bedste hilsner
Daniel

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Top