KRONIK: Optimeringsjunkie

En optimeringsjunkie taler ud

Af Kasper Tingkær, (bragt i Berlingske Tidende den 8. oktober 2017)

Mobilen smides i opladeren, selv om jeg kun er tilbage i lejligheden for et kort toiletbesøg. Da jeg tjekker telefonen har jeg vundet 2% strøm. Ikke dårligt. Egentligt var jeg på vej på arbejde, da naturen på sin ubekvemme, men indtrængende måde kaldte. Men heldigvis fik jeg udnyttet tiden. Jeg fik mig dagens første optimeringskick.

Jeg ved jo egentlig godt, at det er fjollet. Det er tvivlsom om jeg på noget tidspunkt i løbet af dagen ville så og mangle lige præcis de 2% jeg hentede på tisseturen. Jeg har også en oplader på mit job. Men jeg er en optimeringsjunkie.

Det er faktisk de fleste af mine daglige handlinger, jeg analyserer – delvist ubevidst – for mulige optimeringspotentialer. Og ser jeg en mulighed, slår jeg til med det samme. Det gælder i familielivet, i fritiden og på mit arbejde. Jeg er således typen, der omorganiserer opvaskemaskinen, så der er plads til et par kopper og fire skåle og et par tallerkener mere. Typen, der elsker genvejstaster og som altid går kritisk til værks, når et arbejde skal evalueres. Og på mange måder er det en strategi, der virker for mig. Jeg får i hvert fald følelsen af, at jeg når mere, men også at jeg konstant udvikler mig og bliver bedre, smartere hurtigere.

Kampagne om unges mistrivsel

Som Generalsekretær i DepressionsForeningen er det for eksempel ofte en virksom strategi. Vi har slet ikke ressourcerne, der kan matche vores ambitioner. Derfor er det i mange situationer godt, at kunne se mulighederne for og en interesse i konstant at blive bedre. Ikke sjældent gerne ved hjælp at små optimerende smutveje. Nå vi kører kampagner for eksempel, så er vi nødt til at se bort fra TV-spots, out-doors samt avis- og magasinannoncer. Vi må forlade os på små facebook-annoncer og ellers kreativitet.

Helt aktuelt kører vi en kampagne om unge og præstationskultur, som vi kalder #DepressionSucks – ta’snakken. Den kulminerede 1. oktober på European Depression Day. Kampagnen sætter i år fokus på det faktum, at de unge i stigende antal behandles i psykiatrien. Det vurderes, at op mod hver 3. ung mistrives, og at en stor del af dem ikke føler, at de har nogen at snakke med om det. Det er en kæmpe udfordring vi som samfund står overfor.

Ungdommen frygter at fejle

Præstationskulturen lægger et tungt mentalt pres på de unge for at skulle slå til på alle arenaer. Helt overordnet frygter de at fejle og skille sig negativt ud. I idrætsklubben træner de hårdt, og skal her helst spille fast på førsteholdet. I skolen kæmper de for at ligge i top i klassen, og forleden viste en undersøgelse, at mange unge vælger en uddannelse, der med lavere adgangskrav, end tidlige for bedre at kunne klare sig. Shine i stedet for at falde igennem. Den vigtigste kamp står dog formentlig på de sociale medier. Her præsenteres livet i dets redigerede ufejlbarlighed, ens følgere kan misunde ens fortræffeligheder og misundelsesværdige oplevelser. Kun de færreste lufter bekymringer, fejltagelser eller det beskidte vasketøj på facebook og instagram. Og når der er historier om forældre, der køber følgere til deres teenagedøtre for at få dem til at stige på den social rangstige, så er der noget galt.

Vi kan ikke gøre noget ved, de kønne fotoshoppede Instagrambilleder, modens luner eller forældres naturlige ønske om, at deres børn skal klare dig godt. Men ungdomsforskeren Søren Østergaard fra center for ungdomsforskning har forklaret, at et af de store problemer er at alt for mange voksne desværre ikke er super gode forbilleder for deres børn. De er selv optaget af at præstere, fylde deres Facebookfeeds med lækre billeder af sig selv eller billeder fra ferier eller hverdags situationer der skildrer deres liv fra den perfekte side. Selv erhvervskvinden Soulaima Gourani, der forleden havde en kronik i nærværende avis, kunne få et liv med tusinder af forretningsrejser og afsavn fra sine børn til at se næste perfekt ud. Hun havde fundet løsningen til et succesfuld liv med deltagende børn og et familieliv, hvor man rydder op og enes om hyggeaktiviteter i fællesskab. Der var ingen rysten på hånden, ingen refleksion eller områder, hvor hun var i tvivl. Og måske er det netop tvivlens nådegave, vi bør flashe lidt mere. Tvivlen, bekymringerne og fejltagelserne. Vise vores børn, at livet bør være fuld af chancetagning, tvivl og mislykkede forsøg og projekter.

Jeg er i hvert fald blevet i tvivl om mit børneopdragelsesprojekt. Arbejdet med kampagnen har fået mig til at se indad. Og tvivle. Jeg må gøre noget ved min optimeringsafhængighed.

Mangler at finde balancen

For det er ikke kun arbejde eller påfyldning af opvaskemaskiner, der påvirkes til min optimeringstrang. Jeg kan ikke styre mig, når min knægt efter en omgang fodboldtræning kommer hen til mig for at fortælle om det mål, han lige har scoret, eller at kampen har været hård, så står jeg klar med en pose fuld af gode optimeringsråd til, hvordan han kunne have styrket det defensive arbejde eller få et hårdere spark ved at strække vristen helt. Det samme gælder i køkkenet, hvor jeg deler ud af mine optimeringsråd om, hvordan min datter lettere skærer et løg i små stykker hurtigt og i ens størrelser, eller når jeg forsøger at overlevere, hvordan en bolledej bedst æltes. Jeg synes grænsen mellem at lære fra sig og ruste ens børn til unge og voksenlivet og så overoptimere er hårfin. Og jeg har ikke fundet balancen.

Jeg poster meget sjældent om succeshistorier, fra mit privatliv. Selv om jeg bilder mig selv ind, at det ikke er afgørende om de bliver spillemænd, skraldemænd eller statsministre, kan jeg ikke slippe af med min optimeringstrang. Måske er jeg med til langsomt, men sikkert at skubbe mine unger ind i præstationskulturen og i en konstant jagt på anerkendelse. Helt uden at ville det. Jeg er ikke i tvivl om at mine børn ved, at de er elsket, men også at de alt for ofte føler, at de ikke lever op til mine idealer og optimeringsanvisninger.

Tid til at tage egen medicin

Jeg ser mig selv som en relativ ressourcestærk person og jeg har tilmed arbejdet de sidste 15 år med udbredelsen af mental helse og givet råd om, hvordan vi undgår og bedst kommer igennem en psykisk lidelse. Og alligevel er jeg ikke blevet klogere. Jeg tænker, jeg nok ikke er den eneste, der er ramt af denne optimeringssyge. Professor Svend Brinkmann er i disse dage ude med sin seneste bog, der opfordrer os til at slappe af og Gå Glip af ting og oplevelser. Det er der sgu ikke meget optimering i. Og for mig er det også lettere sagt end gjort.

Men i morgen truer hverdagen og måske skal der mere til. Måske kan vi gøre det bedre end det. Desværre er opdragelse ikke min metier. Men alligevel har jeg taget en alvorlig beslutning. Jeg vil være clean og jeg er klar til at tage en kold tyrker. I hele den næste uge vil jeg ikke være dømmende, optimerende i hvert fald ikke overfor mine børn. Jeg vil være åben, tvivlende og dele ud af min usikkerhed. Jeg vil fremvise min uperfekte verden for mine børn og tage en snak. Den vigtigste mission må være et sikre dem mod mistrivsel og depression. Måske er du også klar til at tage en snak.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Nyheder