LIVSFARLIG DEBAT OM ANTIDEPRESSIV MEDICIN

DepressionsForeningens formand, Bodil Kornbek, har i dag (16.2.17) følgende indlæg i Politiken, som reaktion på en unuanceret debat og med en opfordring til Sundhedsstyrelsen om hurtigt for skabt afklaring ift anvendelsen af antidepressiv medicin.

Sundhedsstyrelsen må ind i livsfarlig debat

Bodil Kornbek Formand for DepressionsForeningen

Bodil Kornbek
Formand for DepressionsForeningen

Når debatten om antidepressiv medicin raser, lægges telefonerne i DepressionsForeningen ned, og vores inbox på mailen er fyldt med patienter og pårørende, der er i syv sind om, hvad de skal gøre. Er det farligt det patienterne tager, eller skal de fortsætte, som lægen har rådet dem til?

Tvivlen er livsfarlig. Erfaringen fra tidligere debatter er, at der er patienter, der stoppe med at tage deres medicin. Nogle uden vejledning fra deres læge. Vi ved faktuelt, at det kan være livsfarligt, hvis man fra den ene dag til den anden stopper med medicinen.

Derfor opfordrer vi i DepressionsForeningen Sundhedsstyrelsen til hurtigst muligt at gå ind i sagen. Der er brug for en afklaring af, hvorvidt de kliniske retningslinjer skal ændres. I retningslinjerne for behandling af moderat til svær depression anbefaler styrelsen i dag, at patienterne tilbydes medicin i kombination med terapi. Patienterne må have klar besked om, hvorvidt de skal fortsætte deres behandling eller ej. Patienterne kan ikke være tjent med denne usikkerhed.

Baggrunden for debatten er en ny undersøgelse, som Copenhagen Trial Unit står bag. Forskerne bag undersøgelsen konkluderede ret bastant, at effekten af antidepressiv medicin, de såkaldte SSRI’er, er tæt på nul. At bivirkningerne var større end virkningen. Straks efter blev undersøgelsen dog kritiseret af en af de mest erfarne eksperter på området, professor Poul Videbech. Han er uenig i flere af konklusionerne. Herunder spørgsmålet om den manglende effekten for de sværest ramte.

I DepressionsForeningen er vi ikke ophøjede eksperter ud i depressionsbehandlingen, og ser det ikke som vores rolle af afgøre videnskabelige tvister, som når forskere i denne uge diskuterer, hvor vidt antidepressiv medicin virker eller ej. Det mener vi, er Sundhedsstyrelsens opgave. Styrelsen har kontakten til klinikerne og forskerne og er ansvarlige for de kliniske retningslinjer, som behandlerne skal operere efter. Og det er dem vi læner os op ad.

Det er en rigtig svær diskussion. Langt de fleste patienter, jeg møder i mit virke som formand i DepressionsForeningen, har en stille drøm om at kunne leve et liv uden medicin. Men frygten for tilbagefald og tilbagevenden til sygdommen trækker i den anden retning. Og af de mange daglige henvendelser vi får i DepressionsForeningen, har hovedparten en oplevelse af, at behandlingen virker. Flere hævder tilmed, at medicinen har reddet deres liv. Vi lytter til forskere såvel som patienter. Mon de alle er ofre for placeboeffekten?

I DepressionsForeningen hylder vi forskning og velkommer også den nye undersøgelse. Og passer det at medicinen skader mere end den gavner, så skal vi selvfølgelig have pillerne taget af markedet. Vi skal sikre, at den enkelte patient får den bedste og mest effektive behandling. Men hvad de ikke har brug for er usikkerhed og tvivl om deres behandling. Derfor haster en afklaring. Vi håber, at Sundhedsstyrelsen vil være lydhør over for ønsket om at skabe en afklaring.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Nyheder