Manglende overblik over hjælp til selvmordstruede kan koste liv

 

Indsatsen overfor selvmordstruede i Danmark er tæt på katastrofal!” Sådan lyder dommen fra DepressionsForeningens generalsekretær, Kasper Tingkær.Psykiske patienter med selvmordstanker lander for ofte mellem to stole uden et klart tilbud om hjælp”, mener han.

Merete Nordentoft, professor ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse erkender problemet: ”Vi mangler simpelthen det overblik”, svarer hun på spørgsmålet om, hvilke tilbud der er for folk med psykisk lidelse og selvmordstanker.

Hun fortæller, at mennesker med selvmordtanker kan få hjælp hos egen læge, de regionale selvmordsforebyggende centre og på psykiatrisk akutmodtagelse. Men er de praktiserende læger egnet til opgaven? ”Egen læge er en mulighed, men jeg kan ikke garantere, at hver eneste praktiserende læge er klædt ordentligt på”, tilføjer hun.

Kasper Tingkær kender de omtalte muligheder, men mener ikke, systemet er fintmasket nok: ”Vi hører vi ofte om læger, der overser eller bagatelliserer problemet og ikke følger op på patienten. På akutmodtagelsen skal man nærmest have kniven for struben for at få en seng. Det er også et problem, at folk bliver udskrevet for hurtigt.

Ingen adgang for psykisk syge på regionernes centre
De selvmordsforebyggende centre, som er etableret i hver region, er selvmordstruede med en undtagelse: Dem med en psykisk lidelse. Det til trods for, at næsten 90% af selvmordsadfærd har en psykisk lidelse bag.”Vi er et tilbud til dem, der har selvmordstanker på baggrund af belastningsreaktioner og andre udfordringer. Psykisk sygdom skal behandles af eksperter inden for området”, siger Malene Kirketerp, psykolog og enhedsleder for selvmordsforebyggelse i Region Sjælland.

Merete Nordentoft forsvarer afgrænsningen: ”Det skal ikke betragtes som diskrimination. Psykiske patienter skal være i anden behandling. Behandlingerne skal ikke blandes sammen, og vi skal undgå dobbeltbehandling”.

Kasper Tingkær er ikke imponeret: ”Det forstår jeg. Problemet er bare, at kapacitetsunderskuddet i psykiatrien resulterer i meget lange ventetider på behandling. Regionerne bør overveje at koordinere de to behandlinger”.

Det er også et problem, at folk ikke ved, hvor de kan få hjælp. Mange patienter henvises i cirkler rundt i det offentlige system. De oplever, at det ikke nytter noget, mener Kasper Tingkær: ”Hvis det er sådan, systemet fungerer, så er det klart, at vi taber dem på gulvet”.

 

Selvmordstanker? Få hjælp her!

 

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin