Medicin, medicin, medicin

Valg af behandlingsform, eller fravalg af behandling, er og bliver den enkeltes personlige valg. Hvad der er godt for den ene, men ikke for den anden, kan vi ikke, og skal heller ikke på nogen måde, forholde os til i DepressionsForeningen.

 

Spørg lægen til råds

Vi bliver tit spurgt til råds på telefonlinien, på sekretariatet, som bestyrelsesmedlemmer, i grupperne eller andre sammenhænge. Vi giver kun tre slags råd: skynd dig at gå til din læge, hvis du ikke synes, du kan få hjælp der, så find en anden læge hurtigst muligt, og læs/lær om din sygdom, når du er frisk nok til det. Overfor pressen, der gerne fisker efter vores mening om den ene eller den anden type behandling, refererer vi til Sundhedsstyrelsens referenceprogram, og evt. vores egne oplysningshæfter. Der er mange myter at punktere, og fortsat stor uvidenhed. Det så vi et grelt eksempel på i en større avis i sommerferien i nogle artikler om medicin eller ej under graviditet. Det er så nemt at skræmme i forvejen skrøbelige patienter og deres pårørende. Det er vores opgave at oplyse om bl.a. behandlingsmetoder og adgang til disse ud fra den nyeste evidensbaserede forskning.

Sidste gang fokuserede vi på ideer fra medlemmerne til hinanden til, hvad man selv kan gøre for at få det bedre. Tidligere har vi bragt artikler om ny forskning, og visse alternative behandlingsformer, f.eks. haveterapi. Denne gang er temaet så medicin, som er en central del af rigtigt manges behandling. Valg af tema indebærer altså ikke en anbefaling, kun oplysning om emner, vi tror, er relevante og vedkommende for vores medlemmer.

Rivende udvikling

I løbet af den seneste generation har udviklingen af nye og bedre præparater til behandling af depression og mani gennemgået en rivende udvikling. Dosering af f.eks. lithium, og anvendelse af ECT er blevet forfinet. Det samme gælder på det psykoterapeutiske område. Kognitiv behandling blev oprindeligt uviklet til behandling af depression, i dag tales der om tredje generation af kognitive behandlingsformer, hvortil bl.a. mindfulness hører. Der forskes i dyb hjernestimulation – lidt som en pacemaker – til ellers uhelbredeligt syge og helt invaliderede depressionspatienter, og til marts åbner Skov og Landskab på Københavns Universitet Nacadia, Danmarks første terapihave til stressbehandling. 

Der bliver lyttet

Der sker så meget indenfor vores område, som giver grund til optimisme. Desværre er der også sorte skyer i horisonten, som forhåbentlig driver over. I øjeblikket revurderer Medicintilskudsnævnet, om tilskud til de dyrere antidepressive præparater, skal fastholdes. Der er tale om medicin, der endelig har hjulpet mennesker, der har været igennem de billigere præparater først, men uden den ønskede effekt. En udvidet og kvalitetssikret adgang til psykologbehandling lader fortsat vente på sig. Psykiatriforbedringer ligger endnu under satspuljen frem for finansloven sammen med det øvrige sundhedsvæsen. Især de ikke-psykotiske psykiatriske lidelser, der til trods for at de tegner sig for over 95% af alle psykiatriske patienter, igen må se sig skubbet i baggrunden.

 

Der er flere tegn på, at foreningens ihærdige arbejde for at forbedre vores medlemmers adgang til hurtig og relevant behandling, begynder at trænge igennem til beslutningstagerne. Senest har vi fået sat tilskudssagen på dagsordenen hos andre patientforeninger, de faglige selskaber og i pressen. Det er et sejt træk, men det betaler sig. Der bliver lyttet til, hvad vi siger. Men hvor kunne vi godt bruge mange mange flere medlemmer! Det ville styrke både vores indflydelse og økonomi.

 

Rigtig Glædelig Jul og Godt Nytår!

Karen Margrete Nielsen

Læs mere....Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Foreningsnyt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*