Mød en frivillig – Michael Urban

Hvad består dit arbejde i som frivillig?

De to vagter jeg har på en måned består hver af to timer, hvor det er mig, der svarer telefonen, når der er nogen, der vælger at ringe til Depressionslinjen. I Formel 1 har de begrebet: “pitstop”. Her kommer bilerne ind under en runde og bliver efterset/set. Derefter kører de videre i x antal runder og kommer så ind til næste pitstop. Sådan ser jeg min rolle på linjen. De, der ringer ind, får mulighed for en samtale med en, der gider lytte til, hvad der trykker ringeren lige her og nu. De har ofte behov for anonymitet og for at blive hørt og “set”. De kan have mange spørgsmål om konkrete problemer i deres liv og spørger flittigt efter hjælp. Vi skal forsøge at pege på mulig hjælp. Det er ikke altid vi kan vise dem videre, men vi kan altid lytte til dem.

Hvorfor er du frivillig i netop DepressionsForeningen?

Af flere grunde. Jeg har selv været nede med depression og har mærket følgerne deraf. Nedsat arbejdsevne, koncentrationsbesvær, træthed og har tit svært ved situationer med ansvar og for mange mennesker. Men jeg fandt ud af, at jeg i begrænset omfang kan være tilstede for andre, der har brug en, der lytter og en, der engang imellem også forstår dem. Det er en stor hjælp i mit eget liv, at jeg kan bruges som jeg er.

Hvorfor valgte du netop dette arbejde?

Da “adgangskravet” er, at man skal have haft en depression eller bipolar lidelse, tænkte jeg, at dette lige er jobbet for mig. Jeg er kristen og ser dette som et kald fra Gud til at være mod min næste, som jeg ønsker min næste skal være mod mig. Og så det at jeg kan arbejde hjemmefra og ikke har en chef, der kigger mig over skulderen. Det betyder stor frihed for mig at kunne sidde derhjemme i egne trygge omgivelser og snakke med mennesker, der har det svært.

Hvad er de største udfordringer i den opgave?

Til tider er det voldsomt frustrerende ikke at kunne hjælpe disse mennesker noget mere end de 30-40 minutter, som vi typisk taler med den enkelte. Og så kommer jeg da nogle gange i tvivl, om mit råd til en person til egentlig også er det rigtige. Men langt de fleste samtaler slutter med, at ringeren har haft godt af, at der var en der lyttede. Og vi medarbejdere på linjen er nok efterhånden vant til, at der ikke er nogen facitliste over, hvordan en samtale udvikler sig.

Hvornår går du glad hjem fra frivilligvagten?

Det gør jeg altid. ☺ Endnu har jeg ikke oplevet det modsatte. Det er utrolig berigende at være til gavn for andre mennesker.

Hvad synes du er de vigtigste mærkesager inden for DepressionsForeningens område?

Fokus på depression, bipolar lidelse og på de pårørende er for mig meget vigtigt. I dag tales der så meget om stress, men depression, bipolar lidelse og de pårørende synes jeg mangler opmærksomhed fra samfundets side. Tit føler jeg, at munden lukkes på den lidende med medicin. DepressionsForeningens har derfor en vigtig opgave med, at få synliggjort det at være psykisk syg herunder depression, bipolar lidelse og ikke mindst at få fokus på de pårørende. Det er også vigtigt, at de raske i samfundet får lettere ved at turde have noget at gøre med “os syge”. Og det er vigtigt at dem med lidelser tør tro på, at der er en vej igennem lidelsen. Det er mit håb, at mennesker kan få lov til, at være som de er, at de ikke skal føle sig uden for fællesskabet, men derimod elsket. Tænk om det en dag var sådan, at alle både syge og raske kunne være helt overbeviste om, at der er en plads til lige netop dem i samfundet. Værdsat og elsket. 🙏🏻

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin