Mød en frivillig – Signe Bauer Olsen

Af Signe Bauer Olsen, redigeret af Mette Prangsgaard Andersen, projektleder 

IMG_Signe_Mød en frivillig
Fakta:
Navn: Signe Bauer Olsen
Alder: 29 år
Beskæftigelse: Socialrådgiver i Faxe Kommune
Bopæl: Ringsted

 

Hvad består dit arbejde i som frivillig?
Jeg har siden 2013 været frivillig socialrådgiver på DepressionsForeningens SocialrådgiverLinie. Her besvarer jeg opkald fra borgere, der er ramt af depression eller bipolar lidelse, og som ønsker uvildig socialrådgivning. Det kan fx vedrøre sygedagpenge, førtidspension, ressourceforløb og behandlingsmuligheder. Der er også mange pårørende, der kontakter linjen, fordi de er i tvivl om deres nærmeste får den rette hjælp fra kommunen.

Hvorfor er du frivillig i netop DepressionsForeningen?
Generelt synes jeg, at psykiske lidelser får for lidt opmærksomhed. Det er en stor del af befolkningen, der rammes af depression og bipolar lidelse, og jeg mener, at der burdes tage bedre hånd om dette. Derfor synes jeg, det er vigtigt at støtte op om DepressionsForeningens arbejde, og med mit frivillige arbejde på SocialrådgiverLinien kan jeg være med til at gøre en forskel.

Hvorfor valgte du dette arbejde?
Jeg arbejder til dagligt i Faxe Kommune, og jeg vil gerne guide de borgere, der benytter SocialrådgiverLinien til at finde vej i det offentlige system. Fra mit professionelle arbejde ved jeg, at det offentlige system desværre kan være meget forvirrende og frustrerende at være en del af, og det håber jeg, at en samtale på SocialrådgiverLinien kan afhjælpe.

Hvad er de største udfordringer ved den frivillige opgave?
For mig er den største udfordring, at jeg ikke kan hjælpe mere, når jeg hører om urimelig sagsbehandling eller ligefrem ulovlig praksis. Fx har jeg talt med mange på SocialrådgiverLinien, som ikke er blevet inddraget i deres sag eller oplyst om, at de kan klage over en afgørelse eller dårlig sagsbehandling. Når jeg hører om dårlig sagsbehandling, bliver jeg skuffet over mit eget fag og forstår, hvorfor folk har fordomme om det offentlige system, som skal hjælpe bedst muligt indenfor lovgivningens rammer.

Hvornår går du glad hjem fra frivilligvagten?
Jeg er glad for hvert opkald, der kommer til SocialrådgiverLinien. Jeg tror på, at en samtale med SocialrådgiverLinien kan gøre vejen lidt lettere for den borger, der ringer op, end den var før. Derudover bliver jeg særligt glad, når dem, der har haft svært ved at ringe, får taget telefonen og ringet op. Det kan være en stor overvindelse, og i mine øjne er det sejt, og noget de kan være stolte af.

Hvad synes du er de vigtigste mærkesager inden for DepressionsForeningens område?
Jeg syntes, det vigtigste er at få sat fokus på området, f.eks. via kampagner og mærkedage. Regeringen skal have mere opmærksomhed psykisk sygdom, og vi skal have brudt tabuet i befolkningen, så man tør sige, når man bliver ramt af en psykisk lidelse. Det sker jo desværre for rigtig mange af os.

 

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin