Omstridt aldersgrænse i psykiatrien står for skud

Når kommunerne stempler godkendt på nye ansøgninger om førtidspension, så skyldes det for over halvdelens vedkommende psykiske lidelser, det skriver Dagens Medicin.

Det behøver dog ikke at være sådan, for en stor del af patienterne vil kunne behandles, og på sigt kunne varetage et arbejde i stedet for at modtage en passiv forsørgelse. Men bl.a. reglen om, at patienter over 38 år ikke kan få tilskud til psykologhjælp hindrer det, mener professor Poul Videbech, der er ledende overlæge på Århus Universitetshospital i Risskov.

–  Vi kunne spare masser af penge og lidelser, hvis patienterne blev behandlet, også selv om de er 39 år, men det gør de ikke bl.a. på grund af denne tåbelige regel, sagde Poul Videbech mandag til en psykiatrikonference på Christiansborg arrangeret af Dansk Folkeparti.

Han er bekymret over den stigende andel af nytilkendegivelser af førtidspension, der skyldes psykiske lidelser.

–          Det bekymrer mig meget, at mange psykiatriske patienter får tilkendt førtidspension, selv om de kunne have været behandlet. Depression og andre psykiske lidelser er langt den hyppigste årsag til at få tilkendt en førtidspension i dag, og det er blevet mere og mere markant de senere år. Og vi ved, at behandlingen virker, men patienterne bliver ikke behandlet, sagde Poul Videbech.

Reglen om tilskud til psykologhjælp, hvis man har ’let til moderat depression’ blev indført i 2008, men da der ikke var penge nok, blev grænsen sat ved 38 år. Og i 2009 var der 19.514 patienter med diagnosen ’let til moderat depression’ i alderen 18-37 år, der fik tilskud til en psykolog. Det har kostet 65 mio. kr., men Poul Videbech mener, at man sagtens kunne ændre ordningen, så den gælder for alle, men uden en merudgift.

– I dag er der ingen krav til kvaliteten af behandlingen, og man kan i princippet få tilskud til krystalhealing. Hvis man gjorde tilbuddet gældende for alle, og samtidig satte krav om kvalitet, så ville det beskytte pengekassen, sagde Poul Videbech, der generelt mener, at for mange henvises til førtidspension, uden at der reelt er forsøgt en behandling.

– Vi ved ikke, hvor mange førtidspensionisterne, der vil kunne komme arbejde, hvis de havde fået den optimale behandling. Men det er et stort antal, og jeg efterlyser bedre data på det område, sagde han.

Beslutning skudt til hjørne
Ved de seneste satspuljeforhandlinger forsøgte flere partier at få fjernet aldersgrænsen, men på grund af en evaluering af ordningen blev beslutningen skudt til hjørne, siger sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt. Hun er dog klar til ændre reglen.

– Anne Marie Geisler Andersen (psykiatriordfører for De Radikale, red.) og jeg har givet hinanden håndslag på, at grænsen skal væk. Men vi skal være sikre på, at behandlingen virker, og når der kommer en evaluering af grænsen i januar, vil vi endelig tage stilling, sagde Liselott Blixt.

Psykiatriordfører for De Radikale, Anne Marie Geisler Andersen, ser det som en af sine vigtigste sager at få aldersgrænsen fjernet.

– Det er en meget diskriminerende regel, der betyder, at mange ikke får den behandling, de har krav på. Når ordningen er blevet så populær, skyldes det måske også, at de praktiserende læger henviser for mange patienter til at kunne få tilskud. Det skal vi have kigget på, men som udgangspunkt skal alle kunne få tilskud til behandlingen, hvis de har brug for den, sagde Anne Marie Geisler Andersen.

Kilde: Dagens Medicin 7.12.2010

 

Synes du også at aldersgrænsen er diskriminerende? Så klik på nedenstående link og skriv under på at lige adgang bør være mulig.

http://www.psykologhjælp.nu/

 

 

 

Læs mere....Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Nyheder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*