“Der er noget, der overtager min hjerne og beordrer mig til at dø”

Da jeg var 21, havde jeg mit første selvmordsforsøg. Det var en affektiv handling, og det kom meget bag på mig. De næste par år var selvmordstanker en del af min dagligdag. At død var en mulighed, havde sat sig fast i min hjerne. Jeg havde et decideret ønske om at dø.

Tvangstanker om at ville dø
Der var ro i nogle år, men da jeg blev mor, kom selvmordstanker tilbage på fuld skrue. De havde dog skiftet karakter og var blevet tvangstanker. Jeg måtte dø! Der sad jeg med det her lillebitte barn, og følte at der var en risiko for at jeg ødelagde hende. Det måtte ikke ske, og død var den eneste mulighed for at redde hende.

Mine selvmordstanker føles som noget udefrakommende. Der er noget, der overtager min hjerne og beordrer mig til at dø. Det er ikke stemmer. Det er stadig mine egne tanker, men de ligger så fjernt fra min person og min fornuft, at jeg ikke kan relatere til dem. Det kan sammenlignes med spastisk lammelse, hvor kroppen laver ufrivillige bevægelser. Hos mig er det bare tankerne, der bliver ufrivillige. Jeg har ingen kontrol over det. Jeg kalder tankerne for dæmonerne.

“VÆLG LIVET” – tema i næste Balance, som udkommer 15. dec. Bliv medlem og få Balance gratis med posten.

Dæmoner og indre dialog
Jeg kører dialoger oppe i mit hoved, selv når jeg sover. Jeg argumenterer for at leve, men dæmonerne er ikke enige i min begrundelse. De fordrejer virkeligheden. Dæmonerne påstår eksempelvis, at jeg kun er til gene og besvær. Så skynder jeg mig at finde beviser på det modsatte. De påpeger, at jeg tager mine nærmeste med ned i faldet, hvis jeg stritter imod døden. Det gør mig bange og usikker. Jeg vil jo gerne beskytte dem, jeg elsker. Men svaret i min indre dialog er: “Det gør jeg kun, hvis jeg ofrer mig og dør”, eller “Ingen mor er bedre end en syg mor”. Det giver mig følelsen af skyld, og jeg mindes alle de gange, jeg måtte skuffe mine nærmeste med et tilbagefald. Måske er der noget om snakken? Måske er jeg for tung en opgave? Skal de virkelig lide, bare fordi jeg er stædig og holder fast?

Det provokerer min angst, at dæmonerne bruger min datter. Der må ikke ske hende noget. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere ekstreme bliver dæmonernes påstande. Jo længere tid det står på, desto sværere bliver det for mig at skelne imellem fornuft og sort snak. Jeg løber langsomt tør for argumenter. Når jeg overvejer for og imod selvmord handler det om min datter. Kan hun klare det uden mén, og hvad er værst: At min datter tager skade af at have en ustabil mor, eller at hun skal igennem sorgen over at miste mig?

Under min sidste depression blev min strategi at udsætte behovet for at dø frem for at forbyde tankerne. Hjernen har det med at ville det, den ikke må. Ved at udsætte selvmordet til senere fik jeg et større råderum, og så havde jeg noget at se frem til. Jeg aftalte med mig selv at overholde næste aftale med psykologen og gøre det bagefter. Eller planlagde en biograftur med min datter og udsatte selvmordet til bagefter. Selvmord var tilladt, jeg skulle bare vente lidt endnu. Hver gang datoen kom, var jeg kommet på bedre tanker, og jeg kunne udsætte handlingen endnu længere. På den måde snød jeg hjernen.

Louicias råd til andre med selvmordstanker
Snak om det – det er mit vigtigste råd. Grænsen mellem de forskellige faser i selvmordsprocessen er så flydende, at vi ikke kan føle os sikre. At italesætte tankerne kan give dig kontrollen tilbage.

Læs en ny personlig fortælling i morgen.

Læs også:
“Tvangstanken kørte på repeat i mit hoved: Jeg er nødt til at tage livet af mig”

“Jeg overvejede at skære mine pulsårer over”

Selvmordstanker? Få hjælp her!

Artiklen er en del af  “VÆLG LIVET”, temaet i næsten udgave af Balance. Som optakt bringer vi en række personlige historier om livet med selvmord. Teksten er udelukkende udtryk for fortællerens holdning. 

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin