Søg
Close this search box.

Aktivitet

Pitstop - skriveforløb

De svære tanker bliver lettere – når man er sammen om noget fælles.

Velkommen til vores aktivitet med fællesskrivning, for alle der er berørt af depression, bipolar lidelse, stress, angst eller OCD.

DE SVÆRE TANKER BLIVER LETTERE – når man er sammen om noget fælles

Pitstop er et forløb, hvor vi skriver sammen. Vi laver små korte skriveøvelser, nogle er spændende, andre sjove, og fælles for det hele er at vi for en stund vender det meste af virkeligheden ryggen og får en lille pause i selskab med fantasi, humor og kreativitet. 

Forløbet er på 2 timer hver anden mandag, og et sted, hvor man ikke kan gøre noget forkert, men bare være præcis som man er den dag. Rummelighed, værdsættelse og taknemmelighed er alfa og omega, når vi leger og hygger os med sproget. Og heldigvis, så er det helt ligegyldigt, om man har skrevet før eller bare har lyst til at prøve; alle er lige velkomne! Og hvis man en dag har mere brug for bare at høre hvad de andre skriver, kun være med i halvdelen af tiden eller hellere vil sidde og læse – så er det lige så godt som alting andet.    

Pitstop veksler især mellem to praksisser:

  1. At skrive korte skriveøvelser (typisk 6-8 minutter) og læse det vi hver især har skrevet op for hinanden.
  2. At tale om hvad det er vi har skrevet, og derudfra snakke videre om de emner som teksterne berører og handler om. Alt sammen ud fra recovery-metoden CHIME (Forbundethed, Håb, Identitet, Mening og Handlekraft), hvor den åbne og ikke-dømmende samtale er i centrum.

En typisk øvelse kunne være: ”Du er nu Dronning Mary på en hverdag – beskriv hvordan du spiser din morgenmad” – eller alt muligt andet mellem himmel og jord.

Så hey – vi skal bare hygge os, tage en pause fra ræset og grine af og med hinanden i fællesskabets ånd. Skriveforløbet er et pitstop på den ellers ret så befærdede livsvej vi alle sammen går på. Vi glæder os rigtig meget til at lære jer at kende.

Forløbets undervisere er: Bibliotekar Iben Vestergaard, filosof Teis Kronborg og forfatter Jørgen Dissing Nørgaard – alle ansat hos Aalborg Bibliotekerne.

Hvornår: mandag i ulige uger 

  • Start: 12/8 2024 kl. 13-15
  • Slut:   2/12 2024 kl. 13-15

 

Hvor: Café HØK, Danmarksgade 49, 9000 Aalborg

Tilmelding: Aktiviteten er gratis for alle, tilmelding nødvendig