Alkohol og depression

Pludselig sad jeg med to store 1½ liters flasker italiensk hvidvin foran mig. Jeg var sidst i tyverne og havde lige fået min første store alvorlige angstdepression. For at dulme angsten og frygten, der var følgesvend til det psykiske helvede jeg var i, fik jeg hældt vinen indenbords på ret kort tid. Men da vinens virkning efterhånden havde fortaget sig, fik jeg det endnu værre. Jeg forstod, at dette aldrig ville fungere for mig, hvis jeg fortsatte.

af Eva A., Næstformand i DepressionsForeningen

”Jeg har det lidt godt-tanker”

Langt senere fik jeg en mere præcis diagnose, som gav mig mulighed for en forebyggende medicinsk behandling, som jeg er meget taknemlig for i dag. Men før den tid var jeg igennem en årelang proces – hvor jeg efterhånden lærte at styre mine tanker og opleve intenst nærvær – for derigennem at forblive i nuet, som skjold mod at destruktive tanker førte mig ind i psykosens helvede og/eller alkoholens jerngreb.

Jeg samlede f.eks. dagligt på alle små ”jeg har det lidt godt-tanker”, som jeg lagde sammen – til et meget langt øjeblik – hvor angsten/frygten hele tiden blev skubbet væk fremad, ligesom et tog med sneskovl skubber sneen foran sig, så den ryger ud til siderne, og så kommer der ny sne, som bliver skubbet foran og ud til siderne osv.

Til sidst er sneen væk… Det virkede for mig.

Alkohol eller mindfulness?

I dag har man jo heldigvis mange slags medicin til depression og bipolar lidelse. Og man kan også få lært at styre sine tanker, som der tidligere har været skrevet om i DepressionsTidende, f.eks. med kognitiv terapi og mindfulness-meditation. Forskningsresultater har også vist, at disse metoder har en gavnlig effekt på depressioner. De viser også, som man kan læse her i dette nummer af bladet, at for nogle er alkoholproblemet årsag til depression, og for andre er depression det, der udløser alkoholproblemet.

Men alkohol og mindfulness-meditation passer ikke rigtigt sammen, da de arbejder i hver sin retning.

En hel del depressionsramte bruger alkohol som en slags selvmedicinering – når de føler sig stressede og/eller får depressive tanker og følelser. Det kan lindre i øjeblikket, men kræver snart ny optankning – og man kommer efterhånden ind i en ond cirkel, som overtager styringen af ens liv, hvor effekten af medicin og behandling, f.eks. kognitiv terapi og mindfulness, bliver nedsat. Man får brug for hjælp og støtte til at komme ud af denne situation.

Diskussion om alkohol og depression

Vi ved ikke om det skyldes tabu, uvidenhed eller manglende opmærksomhed, men vi er blandt patienter, pårørende og behandlere slet ikke gode nok til at tage problemet alvorligt.

Vi håber med dette blad at være med til at starte en diskussion og en begyndende åbenhed om emnet. Samtidig er vi i bestyrelsen ved at se på mulighederne for at få produceret et hæfte om depression, bipolar lidelse og alkohol.

God Jul og Godt Nytår

Eva A.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*