Amaryllis mod depression

Ny viden om planter baseret på DNA-analyser kan bruges i jagten på nye lægemiddelstoffer. I øjeblikket forsøger forskere Amaryllisplanten for at finde et nyt middel mod depression, det skriver Plexus, Det Farmaceutiske Fakultets medlemsblad.

Planter er historisk set den vigtigste kilde til lægemidler, og det skyldes ifølge Nina Rønsted, lektor ved Institut for Medicinalkemi, at planterne gennem tiden har udviklet mange slags avancerede forsvarsstoffer for at undgå at blive spist eller angrebet af sygdomme.

I samarbejde med forskere fra KwaZulu-Natal Universitetet i Sydafrika har forskere fra Det Farmaceutiske Fakultet i København undersøgt sydafrikanske amaryllisplanter.

Hæmmer serotonin-genoptagelsen

Forskerne testede bl.a. om planterne kunne hæmme genoptagelsen af signalstoffet serotonin i hjernen. Mangel på serotonin er netop karakteristisk for depression. Ved at begrænse genoptagelsen af stoffet øges den mængde, der er tilgængelig for nervecellernes indbyrdes kommunikation.

I Amaryllis-slægten ”Haemanthus” identificerede man stofferne montanin og coccinin, og planten blev derfor udvalgt som den mest lovende art for videre forskning.

Forskerne testede montanin og coccicin i laboratoratoriet og fandt ud af, at begge stoffer var aktive i forhold til hæmning af serotonin. ”Andre forskere har tidligere påvist montanins aktivitet for dyremodeller for depression i rotter, så det bekræfter vores resultater. Coccinin har man derimod ikke studeret tidligere, og derfor er resultatet naturligvis særlig interessant” fortæller Nina Rønsted.

Endnu lang vej til apoteket

Nina Rønsted understreger dog, at der stadig er tale om grundforskning, og at der endnu er lang vej til et færdigt på produkt:

”Det er tænkeligt, at man yderligere vil kunne forbedre naturstoffernes aktivitet ved at ændre lidt på deres kemiske struktur og undersøge, om resultatet bliver et endnu mere aktivt stof. Men der er kun tale om den allerførste spæde start i jagten på et nyt mirakelmiddel mod depression.”

 

 

Kilde: Stine Rasmussen, Plexus 1, februar 2011

Læs mere....Facebooktwittergoogle_pluslinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*