Gå til sektion



Emner



Del artikel

Psykoterapeut

En psykologsamtale.

Hvis du har økonomien og overskuddet til det, kan du også opsøge en psykoterapeut.

Titlen “psykoterapeut” er ikke beskyttet i Danmark, i modsætning til titler som psykolog, psykiater eller læge. Enhver kan derfor kalde sig psykoterapeut.

Det er dog ikke ensbetydende med, at et behandlingsforløb hos en psykoterapeut er dårligere end fx hos en psykolog. Mange, fx personer med lettere depressioner, har stor gavn af et forløb hos en psykoterapeut. Nogle foretrækker endda psykoterapeuten fremfor psykologen, idet psykoterapeuter ofte selv har gennemgået et terapeutisk forløb, hvilket ikke er et krav for bl.a. psykologer og psykiatere.

Der findes mange forskellige uddannelser inden for psykoterapi, nogle bedre end andre. Det sker eksempelvis, at personer, der ikke har gennemgået en egentlig uddannelse til psykoterapeut, men fx har taget nogle weekendkurser, nedsætter sig som psykoterapeut.

Er du på udkig efter en psykoterapeut, er det derfor en god idé at undersøge, om den, du vælger, er medlem af en relevant brancheforening, såsom Dansk Psykoterapeutforening (DPFO) eller Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP). Medlemmer af disse foreninger skal leve op til en række krav, der giver en vis garanti for, at terapeuten har erfaringerne og kompetencerne til at hjælpe dig.

Det kan være forvirrende at skelne mellem psykologer, psykoterapeuter og psykiatere. Psykoterapeuter adskiller sig fra de andre på følgende måder:

  1. Psykoterapeuter har selv været i terapi. Det vigtigste værktøj for en psykoterapeut er deres egen person. Flere psykoterapeuter har mærket depression eller andre psykiske lidelser på egen krop. Det giver dem en særlig forståelse for deres patienter. Det er et krav fra de psykoterapeutiske uddannelser, at terapeuten selv har gennemgået et terapeutisk forløb og afprøvet de faglige psykologiske metoder i praksis. Disse krav gør sig ikke gældende for psykologer eller psykiatere i deres grunduddannelser, men kan være en del af efteruddannelse eller specialisering.
  2. Psykoterapeuter har taget en 4-årig uddannelse fra et psykoterapeutisk uddannelsessted. Psykologer har en universitetsuddannelse i psykologi. Psykiatere har en lægeuddannelse og en specialisering i psykiatri. Psykoterapi er i højere grad en efteruddannelse, som sygeplejersker, pædagoger, skolelærere, læger m.fl. kan tage, når de er interesserede i at hjælpe mennesker med personlige og psykiske udfordringer. Det er vigtigt at bemærke, at kvaliteten og længden af psykoterapeutiske uddannelser kan variere, da området ikke er statsligt reguleret i Danmark.
  3. Psykoterapeuter kan ikke behandle svære sindslidelser og kan heller ikke udskrive medicin. Psykoterapeuter bliver uddannet til at hjælpe mennesker. Dog uddannes psykoterapeuter ikke til at håndtere svære psykiske lidelser og stille kliniske diagnoser. Som den primære behandling af svære psykiske lidelser anbefales det at søge hjælp hos en psykolog eller psykiater.

Pris
Hvis du skal betale for din psykoterapi af egen lomme, er det ofte en smule billigere at gå hos en psykoterapeut sammenlignet med en psykolog. Gennemsnitsprisen for en session med en psykoterapeut ligger på 600-900 kr. (2022-priser). Den varierer dog meget alt efter terapeutens uddannelse og erfaringer.

Nogle psykoterapeuter tilbyder særlige rabatter, fx til studerende og ledige, samt pakketilbud, hvor du kan få rabat ved at bestille flere sessioner samtidig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få nyheder om depression og bipolar lidelse, gode råd, inspirerende artikler og personlige fortællinger i din indbakke.

Seneste nyhedsbreve