Behandling

Behandlingen af bipolar lidelse
Målet for behandlingen af bipolar lidelse er dels at fjerne eller dæmpe de depressive og maniske symptomer og forebygge nye sygdomsepisoder, dels at minimere de psykologiske og sociale konsekvenser af sygdommen, herunder forhindre selvmord.

Medicin spiller i mange tilfælde en afgørende rolle ved behandling af sygdomsepisoderne og som forebyggende behandling. Forskellige former for psykologisk og psykosocial behandling tilpasset de forskellige faser af sygdomsforløbet er også af væsentlig betydning i mange tilfælde. Inddragelsen af pårørende er meget vigtig, men sker ikke altid i det omfang, der er behov for det.

Sygdommens sværhedsgrad
Behandlingen af de lettere sygdomsepisoder og den forebyggende behandling kan foregå hos praktiserende psykiater, i distriktspsykiatrien, i specialklinik eller hos praktiserende læge.
Ved manier, svære depressioner og svære blandingstilstande er der ofte behov for indlæggelse og i særlig svære tilfælde kan det være nødvendigt at indlægge med tvang. Under indlæggelse er der fokus på den medicinske behandling og forskellige former for støtte til planlægning og strukturering af dagen og regulering af aktivitetsniveauet.

Medicin og ECT (elektrochokbehandling)
Ved mani anvendes forskellige typer af såkaldte antiepileptika og antipsykotika som standardbehandling. Ofte er der behov for at supplere behandlingen med beroligende medicin og sovemedicin.

Behandlingen af bipolar depression adskiller sig fra almindelig depressionsbehandling, især pga. risikoen for udløsning af maniske symptomer ved anvendelse af antidepressiva. Antidepressiva anvendes af og til, men bør altid kombineres med et lægemiddel, der kan beskytte mod mani.
Ved blandingstilstande anvendes især antiepileptika og de nyere antipsykotika. I behandlingen af svære depressioner – og af og til også af svære manier kan behandling med ECT komme på tale.

Støttende samtaler og psykoterapi
Mange mennesker med bipolar lidelse kan drage nytte af støttende samtaler eller psykoterapi. Samtalebehandling kan foregå individuelt, med pårørende eller i gruppe og tilpasses løbende de forskellige faser i sygdomsforløbet.
I den depressive fase har den syge brug for støtte til håndtering af evt. selvmordstanker og til at holde fast i håbet om bedring. Et mål kan være at reducere adfærdsmønstre som inaktivitet, isolation og passivitet og at bryde den depressive tænkning i konkrete situationer med henblik på at finde mere
realistiske måder at tænke på. Ved lettere maniske symptomer kan behandleren hjælpe med at begrænse stimuli og aktivitetsniveauet.

I forbindelse med hyppige skift mellem maniske og depressive symptomer som f.eks. ved blandingstilstand, er det et mål at lære at regulere stimuli og aktivitetsniveau løbende.
I den forebyggende behandling kan der være behov for hjælp til at håndtere kognitive vanskeligheder og stabilisere daglige rutiner, sociale aktiviteter samt spise- og søvnmønster. På det følelsesmæssige plan kan behandleren hjælpe den sygdomsramte med at lære at skelne mellem normale følelsesmæssige udsving og symptomer, at forholde sig til oplevelser af stigmatisering og at bearbejde tab, krænkelser og nederlag, der typisk følger i kølvandet på sygdommen. Nogle har brug for at hjælp til at arbejde med mere personlige vanskeligheder som nedsat selvværd, svingende selvfølelse, usikker identitet eller mellemmenneskelige vanskeligheder.

Information og psykoedukation
Såvel den syge som de pårørende har behov for løbende information og vejledning for at finde ud af, hvordan de bedst kan håndtere sygdomsfaserne og bidrage til at forebygge nye epsioder. Information om forhold som diagnose, symptomer, prognose, årsagsforhold, behandlings- og forebyggelsesmuligheder anses i dag for at være et væsentligt element i en god behandling.
Den mere systematiske form for undervisning og information om sygdommen kaldes psykoedukation og foregår i grupper med patienter og/eller pårørende.