Behandlingen er slut – men bliver ved derhjemme

Hvordan griber man sit liv an efter endt behandling? Kathrine fortæller herunder hvordan hun fortsætter psykologbehandlingen – med sig selv som psykolog.

Af Kathrine F (det fulde navn er DepressionsForeningen bekendt)

Jeg blev diagnosticeret med depression i efteråret 2003, gik til psykolog og tog antidepressiv medicin for at blive rask. Eller det vil sige, min sygdom blev behandlet, men rask er først noget jeg er blevet efterfølgende.
Jeg er færdig med medicin og psykolog (jeg savner hende indimellem), men fortsætter med at behandle mig selv.

I konsultation derhjemme

Ved sværere situationer, hårdknuder og begyndende kriser har jeg et andet trick – når talen til mig selv ikke er helt nok. Så taler jeg med min psykolog igen. Det vil sige jeg sætter en time og sætter mig i sofaen, som om jeg sad i konsultationen. Jeg fortæller højt ud i rummet hvad der rører sig og hvad jeg er ked af – som om psykologen sad der. Efter at have gået hos hende i 4½ år er hendes stemme, fornuft og medfølelse så indprentet i mig, at jeg ved hvad hun ville sige, og bare det at sige højt, hvad der gør ondt, løsner op for det på en afgørende måde, så jeg kan komme videre og ikke sidde fast i smerten.

At have haft en depression har ikke ændret mig konkret på arbejdet, da jeg aldrig har været åben omkring emnet med hverken kolleger eller chefer. Jeg har altid kunnet passe mit arbejde, og har derfor ikke været nødt til at spille med åbne kort. Jeg har til en vis grad været åben overfor min familie, men det er mest blandt betroede venner og folk jeg kender gennem Depressionsforeningen, at jeg har været og stadig er helt oprigtig med hvordan jeg har det og hvad jeg føler.
Jeg har lært at jeg skal vedblive at være opmærksom, at være tilstede, at søge at forstå og vigtigst af alt: at behandlingen fortsætter.

Reagerer på advarselssignaler

Først og fremmest kender jeg nu mine advarselssignaler, mine tegn på at det går ned ad bakke, og det er en forudsætning for at jeg kan tage hånd om mig selv, og forhindre en nedtur. Det vigtigste, jeg har taget med mig fra mine psykologtimer er, at jeg kan påvirke mine egne tanker, og at mine tanker ikke nødvendigvis er sande. Jeg troede ellers altid at mine egne tanker, måtte være et udtryk for virkeligheden.
Så jeg troede fuldt og fast på at jeg var uduelig, dum og irriterende, og at der kun var én mulighed for at dulme denne smerte, nemlig at tage mit eget liv. 
Min psykolog pillede langsomt denne forestilling ud af mig – jeg var ellers ikke meget for at opgive den, for det var mit trofaste verdensbillede gennem mange år. I vores samtaler undersøgte vi både hvad der havde forårsaget dette tankemønster, men i høj grad også hvad jeg kunne sætte i stedet for. Jeg lærte at se på mig selv med mildere øjne og give mig selv plads til at være som jeg er.
Nu lægger jeg hurtigere mærke til de negative tanker – jeg kan køre hjem fra arbejde i sort humør over kunder og kolleger. Men i stedet for at lade det forpeste min aften, stopper jeg tankeprocessen og vælger bevidst at se anderledes på situationen. ”Ja, det var en dårlig dag, men du kunne ikke have gjort det anderledes. De andre har nok handlet på en måde som gav mening for dem, ikke fordi de ville genere dig. Lad det ligge, Kathrine, svælg ikke i det.” Oftest hjælper dette fif.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*