Beskæftigelsesindsatsen set fra et borgerperspektiv

Side 24-25 - Byline Sophie Danneris Af Sophie Danneris, Postdoc, Institut for Sociologi & Socialt Arbejde, Aalborg Universitet   

At forbedre arbejdsmarkedsdeltagelsen for samfundets mest udsatte ledige, har været anerkendt som en central politisk udfordring i Danmark, såvel som i de fleste velfærdsstater i øvrigt. Til trods for utallige tiltag, reformer og forsøg på udvikling af de mest effektive indsatser, har succesen indtil videre været begrænset.

 

Over de seneste årtier har vi set et skifte mod en mere aktiv velfærdsstat, som løbende har skubbet grænsen for, hvem der skal være genstand for beskæftigelsesindsatsen.

Dette spændingsfelt mellem på den ene side en manglende succes med at flytte denne gruppe af udsatte ledige fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse, og på den anden side de mange reformer og tiltag iværksat for at gøre netop dette, kalder på et behov for nye typer af viden om, hvordan indsatser får deres virkning i de konkrete møder med borgerne.

Mere fokus på borgerens oplevelse
Antagelsen bag den forskning, som ligger til grund for denne artikel, er en forståelse af, at det er nødvendigt at inddrage et borgerperspektiv, hvis vi vil forstå, hvad det er for oversættelsesprocesser og modsatrettede bevægelser, der finder sted, når en udsat kontanthjælpsmodtager eksempelvis deltager i en virksomhedspraktik eller et opkvalificeringsforløb ved jobcenteret.

 At sætte borgernes viden i forgrunden bidrager med en særlig indsigt i beskæftigelsesindsatsen generelt og specifikt i forhold til, hvordan de lediges egne bestræbelser på at blive en del af arbejdsmarkedet ser ud, herunder hvad deres konkrete problemstillinger er (fysiske som psykiske, sociale og faglige) samt hvordan deres forventninger om fremtidige job matcher de forventninger, vi som samfund har på deres vegne.

Flere ting spiller ind for ledige
I min ph.d.-afhandling har jeg gjort netop dette: sat spot på borgernes oplevelse af beskæftigelsesindsatsen.
Noget af det, der står tydeligst frem efter to års intensivt feltstudie blandt udsatte kontanthjælpsmodtagere er, måske ikke overraskende, at deres ledighedsforløb ikke tilnærmelsesvis er så lineære, som de ofte giver sig ud for at være i den herskende beskæftigelsespolitik – i form af den klassiske antagelse om, at borgere går fra ledighed, over en aktiv indsats og til et job.

Ved at anlægge et borgerperspektiv bliver det tydeligt, at ledighedsforløb er langt mere komplekse og relationelt betingede i deres karakter, i den forstand at både politikken (fx bevillingen af bostøtte eller tilkendelse af fleksjob) har en direkte indvirkning på en borgers forløb, ligeså vel som også andre ting i livet (fx ny kæreste eller en langsom sagsbehandling) spiller ind og sætter mulighedsrummet for, hvordan den enkelte borger oversætter og lader en indsats påvirke hans eller hendes situation.

Altså: hvad der virker i beskæftigelsesindsatsen fra et borgerperspektiv er et resultat af mere eller mindre tydelige vendepunkter over tid i et komplekst samspil mellem uforudsete hændelser, sammengribende problemstillinger og konsekvenser af forskellige indsatser.

Det vigtige for borgeren
Derudover er der grundlæggende tre ord, der går igen i borgernes fortællinger om deres ledighedsforløb:  

Mening, sammenhæng og fremdrift.

At beskæftigelsesindsatsen opleves som meningsfuld og sammenhængende i en fremadskridende proces, er ifølge borgerne afgørende for deres ledighedsforløb. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Tværtimod vidner mange fortællinger om det modsatte: en beskæftigelsesindsats, der opleves som meningsløs, fragmenteret og langsommelig.

Efter min vurdering burde disse tre parametre derfor i højere grad end eksempelvis antallet af virksomhedspraktikker og sendte ansøgninger, være styrende for den måde, beskæftigelsesindsatsen tilrettelægges på.

Hvad skal der til?
woman-fitting-in-frits-ahlefeldtHvis borgerperspektivet på beskæftigelsesindsatsen tages alvorligt, og arbejdsmarkedsparathed på den baggrund betragtes som en flydende betegner, der er bundet relationelt til den beskæftigelsespolitiske frontlinje og løbende skabes og omskabes, så har det en række implikationer for både forskningen, praksisfeltet og beskæftigelsespolitikken rettet mod gruppen af udsatte ledige.

Hvis vi i beskæftigelsesindsatsen skal være i stand til at indfange og arbejde med arbejdsmarkedsparathed som relationelt betinget af den enkelte borgers situation, så kræver det en organisering, der er indrettet til at tage højde for og kunne handle på det umiddelbare samtidig med, at den gældende politik funderes i den erfarede virkelighed, der udspiller sig for de borgere, som er genstand for politikken.

 

Ph.d.-afhandlingen, som danner baggrund for artiklen, kan læses her: http://vbn.aau.dk/files/242779562/PHD_Sophie_Danneris_Jensen_E_pdf.pdf

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin