Hvordan holder jeg balancen?
– Banebrydende psykiatrihåndbog, “Bipolar for Begyndere”, skrevet af brugere i fællesskab med faglige specialister
Kære læser
Der kan være mange grunde til at du er interesseret i denne bog. Måske har du lige fået diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. Måske er du pårørende, fagperson eller bare en nysgerrig læser.
Som udgangspunkt har du sikkert et ønske om at blive klogere på sygdommen. Kort fortalt er bipolar lidelse en psykisk sygdom, hvor man i perioder oplever markante og påfaldende forandringer i sindsstemningen fra opstemthed i mani til dyb nedtrykthed i depression.
Vores ønske er at give dig en brugbar og opdateret håndbog. En bog, der forhåbentlig giver svar på mange af de spørgsmål, som mennesker med en nydiagnosticeret bipolar lidelse og deres pårørende har. Det er vores opfattelse, at der er et behov for mere konkret viden og praktiske værktøjer til at leve bedre med bipolar lidelse.
Hvordan lever man et godt og meningsfuldt liv med en psykisk lidelse?
Det vil denne bog gerne give dig nogle gode svar på.
- Bogen har fokus på håb, livskvalitet, mening og medbestemmelse, og hvordan man kommer sig.
- Bogen er en håndbog for begyndere og indholder både personlige og faglige beskrivelser af sygdommen.
- Bogen er udgivet af DepressionsForeningen på forlaget Ordskælv
Bogen udkommer den 29. juni 2021
Kapitel 1: Om bipolar affektiv sindslidelse forklarer, hvad bipolar lidelse er: Hvad kriterierne for at få diagnosen er, og hvordan sygdommen kan se ud på forskellige måder. For selvom det er én diagnose, der dækker over nogle fællestræk, kan sygdomsforløb være meget forskellige.
Kapitel 2: Tanker og følelser om diagnosen handler om, hvordan det kan opleves at få diagnosen, og hvordan du kan forholde dig til den tvivl, der også kan melde sig. Derudover er der fokus på, hvordan du kan håndtere din diagnose, så du er rustet til at træffe valg, der kan gavne dig på længere sigt.
Kapitel 3: Mit netværk og relationer beskriver værdien i at have gode netværk og gode relationer. Der er idéer til, hvordan du bliver klogere på, hvem der er i dit netværk, og hvordan du bruger netværket. Der er også inspiration til, hvordan du kan udbygge dit netværk og opbygge nye relationer, hvis du føler dig ensom eller har et meget lille netværk. Til sidst har vi et afsnit til pårørende.
Eksempler på redskaber i bogen:
—Redskab 1 – Hvad er jeg god til?
|
Redskab 2 – Mit netværk Spørgsmål om netværk?
|
—Redskab 6 – Stressbelastninger —og strategier
|
Beskrivelse af kapitel 4 – 6:
Kapitel 4: Behandlingsmuligheder beskriver, hvilke behandlingsformer, der kan være aktuelle for dig, både hvad angår medicin og terapi. Her kan du finde en oversigt over de behandlingstilbud, du kan få via det offentlige system.
Kapitel 5: At passe på sig selv handler om, hvordan du kan holde dig mentalt og fysisk sund. Her beskrives redskaber, der kan hjælpe dig til en god og sammenhængende hverdag med bipolar lidelse. Kapitlet indeholder et afsnit om kognitive vanskeligheder, og hvordan du kan mindske dem.
Kapitel 6: På vej videre runder bogen af med at have fokus på din fremtid og det gode liv. Der er også et afsnit om, hvilke tilbud, du selv kan opsøge, som andre har haft gavn af. Vi fortæller, hvordan vi er kommet videre og kommer med bud på, hvordan du kan komme godt og sikkert videre.
Hvordan bogen er blevet til
Bogen er skrevet af mennesker, der selv lever med bipolar lidelse, i fællesskab med pårørende og behandlere. De mange ideer, erfaringer og dialoger mellem os har skabt denne bog, hvilket i vores optik er med til at gøre den unik. Det er den første bog på dansk, der er skrevet til mennesker med bipolar lidelse af mennesker, der selv har bipolar lidelse.
Vi vil give håb og fortælle, at man kan leve et rigt og meningsfuldt liv med bipolar lidelse. At man kan finde kærligheden. Få børn. Tage en uddannelse. Have et arbejde. Selv med de hensyn, man skal tage, når man har bipolar lidelse. Bipolar lidelse behøver dermed ikke at stå i vejen for det liv, du gerne vil leve.
Baseret på levede erfaringer
Bogens emner er valgt af mennesker, der har sygdommen tæt inde på livet. Skabt på baggrund af workshops, oplæg, dialoger og samskabende processer med bidrag fra engagerede ildsjæle med bipolar lidelse, pårørende og fagpersoner. Vi har undervejs afholdt fire workshops, hvor vi indsamlede data fra cirka 100 deltagere.
Bogen er skrevet af en journalist med erfaring inden for psykiatrien i samarbejde med en bredt funderet redaktion med forskellig faglig baggrund. Vi har haft et tæt og godt samarbejde med den belgiske illustrator Els Cools, som løbende har udarbejdet illustrationer i takt med, at bogen har taget form. Mange af illustrationerne har Els indfanget på baggrund af de sindsstemninger og situationer, som kommer til udtryk i citaterne fra mennesker med bipolar lidelse. Det giver bogen sit helt personlige grafiske udtryk.
Forfatterne
Anders Bechgaard
Journalist og reocverymentor, Region Hovedstaden Psykiatri
Glennie Almer
Psykolog på Psykiatrisk Center Nordsjælland
Mynte Arnardottir
Underviser på Skolen for Recovery, Region Hovedstaden Psykiatri
Els Cools
Illustrator og grafiker
Redaktionen
Anders Thorkil Bechgaard: Journalist – Kim Bach: Projektmedarbejder – Maj Vinberg: Overlæge, professor, sundhedsfaglig projektmedarbejder – Morten Ronnenberg Møller: Generalsekretær i DepressionsForeningen –
Mynte Arnardottir: Projektleder og leder af redaktionen – Glennie Marie Almer: Psykolog sundhedsfaglig projektmedarbejder
lllustrationer: Els Cools, illustrator Opsætning og grafisk tilrettelægning: Mie Frey Damgaard
Særlig tak til: Maj Vinberg for at få ideen til bogen i fællesskab med frivillige fra DepressionsForeningen.
Bogen er udgivet af DepressionsForeningen på Ordskælv forlag
DepressionsForeningen er en ambitiøs landsdækkende forening og et unikt fællesskab for mennesker med depression, bipolar lidelse og deres pårørende – syge som raske. En forening skabt, drevet og baseret på frivillighed.
Ordskælv er en nonprofitorganisation, der arbejder for at fremme generationer af stærke skrivere, empatiske læsere og kreative tænkere i hele Norden.
Bipolargruppen.dk er en lokal selvhjælpsgruppe under DepressionsForeningen. Den holder ugentlige møder og er med til at løfte DepressionsForeningens arrangementer.
Køb nu