Bipolarkampagne 2016
Mit
I anledning af verdens bipolardag den 30. marts, sætter vi i DepressionsForeningen igen fokus på de udfordringer, man kan møde som bipolar. Det sker i år med kampagnen ”Det’ #HeltGak”, som løber af stablen d. 17.-30. marts.
Har du, eller én du kender, bipolar lidelse? Så kan du hjælpe DepressionsForeningen med at sætte fokus på problemstillinger i livet med bipolar lidelse. Med årets bipolarkampagne opfordrer DepressionsForeningen mennesker med bipolar lidelse til at fortælle om de udfordringer, der opstår i mødet med omverdenen.
Påsken er gakketid
Kampagnen finder i år sted omkring påsken. Derfor vil vi gerne opfordre jer til at sende DepressionsForeningen et såkaldt gakkebrev under kampagnen den 17.-30. marts.
Gakkebrevet er et gækkebrev, hvor du skriver, hvad der er #HeltGak i forhold til det at have bipolar lidelse. Det kan fx være fordomme fra omverdenen, dårlige behandlingsmuligheder eller diskrimination på arbejdsmarkedet.
Vi har brug for dig – del, del, del!
Derfor håber vi også, at du har lyst til at hjælpe med at bakke op om kampagnen, så vi sammen kan nå bredest muligt ud. I må meget gerne dele jeres historier i gakkebreve på de sociale medier under hashtaggene #HeltGak og #Bipolardag.
Gakkebrevsskabelon
Vi har lavet en skabelon til gakkebrevet, som I kan klippe ud og skrive på her. Men har du mod på selv at lave et, er du meget velkommen til at dele dine kreative sysler!
Vi modtager gakkebreve både med posten:
DepressionsForeningen, Trekronergade 64, st., 2500 Valby.
Og pr. mail: kampagne@depressionsforeningen.dk
Vi trækker lod om et stort påskeæg blandt de indkomne gakkebreve – husk derfor at skrive navn, adresse, tlf. nummer og e-mail.
Hvad skal du skrive i gakkebrevet?
Har du haft en oplevelse, hvor du føler, at du er blevet mødt af manglende forståelse fra omverdenen? Er der nogle situationer, hvor det at have bipolar lidelse er en hæmsko for dig?
DepressionsForeningen har lavet flere undersøgelser blandt mennesker med bipolar lidelse, og på den baggrund kan vi identificere tre områder, der er skaber udfordringer i dagligdagen: tabu, behandling og arbejdsmarked.
Det er disse tre områder, vi vil sætte fokus på i kampagnen, og vi håber, at rigtig mange af jer har lyst til at fortælle om jeres oplevelser inden for de områder.
Som inspiration til, hvad du skal skrive i gakkebrevet, kan du fx stille dig selv disse spørgsmål:
- Tabu
Har du nogensinde skjult din sygdom og hvorfor? Er du blevet mødt af fordomme eller usikkerhed fra andre og hvornår?
- Behandling
Har du oplevet dårlig/manglende behandling af din bipolare lidelse og i hvilken forbindelse? Mener du, at du burde have modtaget tidligere hjælp – og hvordan?
- Arbejdsmarked
Har du oplevet diskrimination på arbejdspladsen og i hvilken sammenhæng? Har du følt, at du ikke havde samme vilkår og måske ikke turde søge dit drømmejob?
Fokus på problemstillingerne ? bedre vilkår
Hvorfor laver vi gakkebrevskampagnen? Det gør vi fordi vi I DepressionsForeningen ønsker at udbrede viden om bipolar lidelse, så den almene befolkning såvel som beslutningstagere får øjnene op for de problemstillinger, man møder som bipolar. Vi ønsker også, at bipolare, som ikke allerede kender til DepressionsForeningen, bliver opmærksomme på, at vi også er til for dem.
Ved at udbrede viden og kendskab, kan vi sammen arbejde for at forbedre vilkår og nedbryde tabu om bipolar lidelse.