Bliv frivillig på DepressionsForeningens Sommerhøjskole 2016

Sommerhøjskole hjemmeside

DepressionsForeningen holder for sjette år i træk sommerhøjskole på Nordfyns Højskole, og netop nu søger vi et stærkt hold af frivillige, der har lyst til at bidrage til denne spændende opgave.Som frivillig på DepressionsForeningens sommerhøjskole vil du få en uge fyldt med udfordrende og meningsfulde oplevelser og opgaver, og du vil opleve, hvordan mennesker kan blomstre op og udvikle et fællesskab på blot en uge.

Sammen med de øvrige frivillige og højskoleskolelederen skal du være med til at sætte rammerne for et ophold, hvor alle føler sig velkomne, tilpas og inkluderede. Du får del i en ægte højskoleuge, der er præget af socialt samvær, foredrag, sang, samtaler, god mad og en masse givende oplevelser og aktiviteter.

At være frivillig på sommerhøjskolen er samtidig en krævende opgave. Det forventes, at du er på og til rådighed, og som frivillige skal du have en særlig opmærksomhed på højskolens kursister. Derudover skal du stå for en række praktiske opgaver og aktiviteter i løbet af ugen, og du skal tage ansvar og del i stort og småt, så alle – kursister som frivillige – får et fantastisk ophold.

Fakta:
Sommerhøjskolen bliver afviklet fra søndag den 24. juli til lørdag den 30. juli 2016.
Alle frivillige mødes lørdag den 23. juli og forbereder ugen.
Som frivillig får du fri overnatning, fri forplejning og fri transport til og fra højskolen.

Arbejdsopgaver:

  • Opsøgende omsorg blandt kursisterne
  • Assistere kursusleder og øvrige frivillige med planlagte såvel som akutte opgaver
  • Lede morgenaktiviteter, fx cykling, badning og løb
  • Planlægge og afvikle aftenarrangementer i samarbejde med højskoleleder
  • Fotografere under arrangementer og skrive artikler til vores højskolebog.

Vi forventer, at du:

  • Er psykisk robust og god til at passe på dig selv samtidig med, at du er opmærksom på andre
  • Har kendskab til DepressionsForeningens arbejde og kan stå inde for foreningens vedtægter
  • Har lyst og energi til at indgå i et tæt samarbejde med de øvrige frivillige
  • Har overblik og træder til, når kursister eller øvrige frivillige har brug for hjælp
  • Er tryg ved at stille dig op og tale foran forsamlinger
  • Kan stå tidligt op hver morgen, møde til tiden og overholde aftaler.

Derudover vil det være en fordel, hvis du for eksempel:

  • Er trænet løber eller glad for det kolde gys en tidlig morgen på Nordfyn
  • Er en dygtig skribent eller fotograf
  • Er kopimaskine-superbruger og kyndig udi sekretærarbejde
  • Har erfaring fra andre højskoleophold, enten som deltager eller frivillig
  • Er en habil bilist, evt. med egen bil der kan medbringes.

Det kan du forvente:

  • En ægte højskoleuge med fællesskab, udfordringer og positive oplevelser
  • Lækker højskolemad, søde mennesker, spændende foredrag og aktiviteter
  • En fridag i løbet af ugen, hvor du kan lade op og være dig selv.

Du kan læse mere om højskolen her: http://depressionsforeningen.dk/hvad-tilbyder-vi/sommerhojskole/

Sådan bliver du frivillig:

Send en kort ansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvilke af ovenstående opgaver og kompetencer, du kan byde ind med til: mette@depressionsforeningen.dk

Der er ansøgningsfrist mandag den 1. februar 2016. Frivilligholdet udvælges efter samtale senest den 16. februar 2016.

Facebooktwitterlinkedin