Bliv frivillig på DepressionsForeningens Sommerhøjskole den 23. – 29. juli 2017
Af
Om sommerhøjskolen
DepressionsForeningen holder for 7. år i træk sommerhøjskole på Nordfyns Højskole. Igen i år søger vi et fantastisk hold af frivillige, der har lyst til at indgå i et arbejdsfællesskab og sammen løfte denne spændende opgave.
Som frivillig vil du være med til at gøre en positiv forskel for mennesker, der er ramt af depression og bipolar lidelse samt deres pårørende. Du vil få en uge fyldt med udfordrende og meningsfulde oplevelser og opgaver, og du vil opleve, hvordan mennesker kan blomstre op og udvikle et fællesskab på blot en uge.
Sammen med de øvrige frivillige og højskoleskolelederen skal du være med til at sætte rammerne for et ophold, hvor alle føler sig velkomne, tilpas og inkluderede. Du får del i en ægte højskoleuge, der er præget af socialt samvær, foredrag, sang, samtaler, grin, god mad og en masse positive og givende oplevelser.
At være frivillig på sommerhøjskolen er samtidig en krævende opgave. Det forventes, at du er på og til rådighed, og som frivillige skal du have en særlig opmærksomhed på højskolens kursister. Derudover skal du stå for en række praktiske opgaver og aktiviteter i løbet af ugen, og du skal tage ansvar og del i stort og småt, så alle – kursister som frivillige – får et godt ophold.
Fakta:
Sommerhøjskolen bliver afviklet fra søndag den 23. juli til lørdag den 29. juli 2017 på Nordfyns Højskole.
Alle frivillige mødes på Nordfyns Højskole lørdag den 22. juli og forbereder ugen.
Som frivillig får du fri overnatning, fri forplejning og fri transport til og fra højskolen.
Du får desuden dit eget værelse på højskolen.
Arbejdsopgaver:
- Opsøgende omsorg blandt kursisterne: Bidrage til, at alle har det godt og have øje på dem, der har svært og ikke selv tager kontakt.
- Lede morgenaktiviteter: Hver morgen leder de frivillige morgenaktiviteter, som f.eks. cykeltur til standen, morgenbadning, løbe- eller gåtur.
- Hjælpe med praktiske opgaver: Sætte stole frem til foredrag, printe materialer, få teknikken til at virke og træde til, hvor der er behov for hjælp.
- Planlægge og afvikle aftenarrangementer. Det kan være lege, gåture, boldspil, sangaften og fredagens fest.
- Fotografere dagens aktiviteter og forberede slideshow til aftenseancerne.
- Skrive artikler og reportager om ugens aktiviteter til højskolebogen.
Vi forventer, at du:
- Er psykisk robust og god til at passe på dig selv samtidig med, at du er opmærksom på andre.
- Har kendskab til DepressionsForeningens arbejde og kan stå inde for foreningens værdier.
- Har lyst og energi til at indgå i et tæt samarbejde med de øvrige frivillige.
- Har overblik og træder til, når kursister eller øvrige frivillige har brug for hjælp.
- Kan stå tidligt op hver morgen, møde til tiden og overholde aftaler.
Derudover vil det være en fordel, hvis du f.eks.:
- Er en dygtig skribent eller fotograf.
- Er et teknisk geni, der kan få det der altid driller til at virke.
- Er en trænet løber eller glad for det kolde gys en tidlig morgen på Nordfyn.
- Har erfaring fra andre højskoleophold, enten som deltager eller frivillig.
- Er en habil bilist, evt. med egen bil der kan medbringes.
Det kan du forvente:
- En uge fyldt med udfordringer og positive oplevelser.
- En ægte højskoleuge med fællesskab og sammenhold.
- Lækker højskolemad, søde mennesker, spændende foredrag og aktiviteter.
- En fridag i løbet af ugen, hvor du kan lade op og samle energi til resten af ugen.
Sådan bliver du frivillig
Skriv en kort ansøgning, hvor du fortæller, hvorfor du gerne vil være frivillig, og hvilke af ovenstående opgaver du særligt kan byde ind med. Send din ansøgning til projektleder Mette Prangsgaard Andersen på mette@depressionsforeningen.dk senest mandag den 6. februar 2017. Frivillige udvælges herefter til en samtale, og hele frivilligholdet forventes at være på plads ved udgangen af februar måned.
Vi glæder os til at høre fra dig!