Bliv frivillig på DepressionsForeningens sommerhøjskole
… og få en dejlig højskoleuge på det smukke Fyn, mens du gør en forskel for andre
DepressionsForeningen holder for 10. år i træk sommerhøjskole i samarbejde med Nordfyns Højskole ved Bogense. Derfor søger vi et fantastisk hold på 8 frivillige, der vil hjælpe med til at få højskolen i luften.
Som en del af frivilligholdet kommer du til at gøre en stor forskel for mennesker, der er ramt af depression eller bipolar lidelse og deres pårørende. Du oplever, hvordan mennesker kan blomstre op, støtte hinanden og udvikle et stærkt fællesskab på bare en uge.
Som frivillig får du
- En vaskeægte højskoleuge med fællesskab, fællessang, lækker højskolemad og mange skønne, oplevelser.
- Indsigt og læring fx via adgang til spændende ekspertforedrag om relevante emner.
- Introduktion til at bruge DepressionsForeningens samtalemodel.
- Oplevelsen af at være med til organisere noget stort og få det til at køre.
- Fri overnatning, forplejning og transport til og fra højskolen. Du får også dit eget værelse og en fridag i løbet af højskoleugen.
Frivilligholdets arbejdsopgaver
Sammen med medarbejdere fra DepressionsForeningen og frivilligholdet er du med til at skabe rammerne for et ophold, hvor kursisterne føler sig velkomne, trygge og inkluderede. Det indebærer en uge fyldt med afvekslende, meningsfulde og til tider udfordrende opgaver.
Vigtige opgaver er fx at:
- Udøve opsøgende omsorg for kursisterne: Bidrage til at alle har det godt og have øje på dem, der ikke selv tager kontakt.
- Lede morgenaktiviteter: Hver morgen leder de frivillige morgenaktiviteter, som fx cykeltur med morgenbadning, løbe- eller gåtur.
- Hjælpe med praktiske opgaver: Sætte stole frem til foredrag, printe materialer, få teknikken til at virke, ajourføre diverse lister og træde til, hvor der er behov for hjælp.
- Planlægge og afvikle aftenarrangementer. Det kan være lege, gåture, sangaften og fredagens fest.
- Fotografere eller skrive om ugens aktiviteter og forberede slideshow til aftenseancerne
At være frivillig på sommerhøjskolen er krævende, for det forventes, at du er på og til rådighed og har fokus på højskolens kursister. Som frivillig står du også for en række praktiske opgaver og aktiviteter i løbet af ugen, og du skal tage ansvar og del i stort og småt, så alle – kursister såvel som frivillige – får et godt højskoleophold. Vi ved også, at Superman kun findes på film og tager derfor hensyn til eventuelle særlige behov, du måtte have.
Vi forventer at du:
- Har viden om eller erfaringer med depression eller bipolar lidelse enten personligt eller via netværk, beskæftigelse, frivilligt arbejde eller lign.
- Er god til at passe på dig selv samtidig med, at du er opmærksom på andre.
- Bidrager til et godt samarbejde og sammenhold blandt de frivillige, medarbejderne og højskolens personale.
- Har overblik og træder til, når kursister eller andre frivillige har brug for hjælp.
- Kan stå tidligt op, møde til tiden og overholde aftaler.
- Kender til DepressionsForeningens arbejde og vil kunne stå inde for foreningens værdier.
Kan du lide at skrive? Eller er du god til at tage billeder? Har du flair for teknik og kan få det, der altid driller, til at virke? Er du med på en rask gå- eller løbetur eller kan du se det forunderlige i en tidlig morgendukkert i havnen? Har du erfaring med at være frivillig i andre sammenhænge? Er du en habil bilist, evt. med egen bil som du kan tage med på højskolen? Er du god til at holde overblik og hovedet koldt, selvom der er mange bolde i luften? På frivilligholdet er der brug for en bred vifte af kompetencer. Så tænk på hvad du brænder for og er god til. Måske er det netop noget, vi kan bruge på frivilligholdet.
Vil du have chancen for en unik sommeruge?
Så send os en kort motiveret ansøgning, hvor du beskriver, hvorfor du gerne vil være frivillig på sommerhøjskolen, de kompetencer du særligt byder ind med, og hvilke af de ovenstående opgaver du især kan se dig selv i.
Sommerhøjskolen bliver afviklet fra søndag den 19. juli til lørdag den 25. juli 2020. Frivillligholdet mødes på Nordfyns Højskole lørdag den 18. juli, hvor vi laver de sidste forberedelser. Inden da afholder vi også et forberedende møde en hverdagsaften i juni.
Ansøgningsfrist
Du sender din ansøgning til projektleder Hanne Müller på hanne@depressionsforeningen.dk senest fredag den 28. februar 2020. Herefter udvælger vi kandidater til samtale, og hele frivilligholdet forventes at være på plads i løbet af mart