Boganmeldelse: Introduktion til ACT
Med
Bogens to forfattere, der selv er uddannede professionelle behandlere, er meget begejstrede for metoden og det mærkes, når man læser bogen.
Anmeldt af Susan Andersen
Lær at rumme ubehaget
ACT eller Acceptance and Commitment Therapy, er den 3. ’bølge’ kognitiv terapi og stammer, som så meget andet, fra USA. Men denne teori gør op med tidligere teorier, som typisk handler om at fjerne ubehag, forandre, kontrollere og styre sindet. ACT peger på de muligheder, der findes i at nærme sig det, som vi prøver at undgå, kontrollere og flygte fra. Da ACT er en meget aktiv terapi, er bl.a. mindfullness en vigtig del af denne.
Vi kan altså lære at acceptere det ubehag, der ikke kan ændres og/eller kontrolleres, vi kan lære at rumme ubehaget, uden at det udvikler sig til en egentlig lidelse og vi kan vælge i stedet at rette vores opmærksomhed mod at skabe en tilværelse baseret på vores personlige værdier. Vi lærer kort sagt, at være psykologisk fleksible og dermed styrkes vi væsentligt.
Brugbart og forløsende
Man arbejder i ACT med 6 ’kerneprocesser’; Accept, Bevidst nærvær, Defusion, Selvet som kontekst, Værdier og Engageret handling. Disse processer bliver nøje gennemgået og forklaret i bogen.
Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog og krydret med rigtigt mange gode eksempler, som underbygger teorien. Gennem 14 korte afsnit tager forfatterne os en tur ind i nye tankemetoder, som både er spændende og også meget udfordrende. Det hele sættes sammen i bogens sidste afsnit og efterlader denne læser med en følelse af, at det her er brugbart, spændende og forløsende.
Det er en anderledes tilgang til samtaleterapi, end de fleste har været vant til tidligere. Så i starten kan man godt føle sig lidt forvirret, som altid når ens begrebsverden bliver udfordret. Men som sagt – det er værd at læse hele bogen, som jeg har kun kan give min bedste anbefaling.
Susan Møller Rasmussen og Ole Taggaard Nielsen; Introduktion til ACT, en brugsbog til klienten,
Dansk psykologisk forlag, 126 sider, kr. 198,00
Kan vist købes billigere på nettet (tjek www.bogpriser.dk)
Skriv et svar