Café Blom fejret med Peter Øvig og mange flere
20. september havde Café Blom fødselsdag – endda en rund én – og det blev fejret i stor stil. I dagens anledning havde DepressionsForeningen inviteret journalist og forfatter Peter Øvig.
”Det er en ære at holde 10 års fødselsdagstale. Jeg har aldrig holdt sådan én for en café før” sagde Peter med et glimt i øjet og fremhævede, at han især glædede sig over at være med, fordi fællesskaber af ligesindede – som Café Blom – er meget, meget vigtige for psykisk udfordrede – ”eller hvad vi nu skal kalde sådan nogen som os”.
Peter Øvig havde meget på hjerte og havde især fire vigtige budskaber med til Bloms fødselsdagsgæster:
Det værste er tavshed
Det værste er, hvis man ikke taler om depression; at det er tabu. Da Peter var dreng. var der ingen der vidste, at hans mor havde depressioner, hverken naboer eller den nærmeste familie, som kom i huset flere gange om ugen. Tavshed er slemt, fordi man så ikke har mulighed for at lufte de problemer, der er forbundet med depression. Det er i særligt slemt, når det bliver forbilledet og foregangseksemplet for et barn. Når Peter kigger tilbage på sin barndom, husker han især stor ensomhed og ulykkelighed og dét faktum, at han igennem hele sin barndom aldrig fortalte et eneste voksent menneske, at han var ked af det. På grund af den tavshed, Peter oplevede i sin barndom, har det været magtpåliggende for ham at tale med sine børn, når hans egne depressioner indtraf. ”Tabuet er blevet mindre i dag”, understregede Peter, ”men vi har stadig langt igen især i forhold til arbejdslivet hvor mange unge er nervøse for om det vil skade deres karriere, hvis de er åbne om deres psykiske sygdom. Vi mangler især erhvervsledere, politikere og andre på topposter, der er åbne og kan blive forbilleder for os på det felt”.
Kærlighed er vigtigere end nye køleskabe
Det lyder ikke umiddelbart som om nye køleskabe har noget at gøre med depression, men det har det i høj grad for Peter Øvig. Som direktør på Aarhus Amtssygehus havde Peters far lange arbejdsdage og var meget væk hjemmefra. Som voksen har Peter flere gange spurgt sin far, om han tænkte på, hvordan det påvirkede familien. Faderen forklarede, at han selv kom fra meget fattige kår. Derfor mente Peters far, at det bedste, han kunne gøre for sin familie, var at sikre familiens materielle behov. Det kom til at stå som hans primære mål som familiefar. Dén prioritering var der mange, der delte på den tid. For generationen født lige før 2. verdenskrig, som blev unge og voksne i 1950’erne, var det et mål i sig selv at få ordentlige materielle vilkår. På et tidspunkt fik familien lavet køkkenet om, og det kostede en masse penge. Peter husker at han tænkte: ”De bliver ikke lykkeligere af det køkken”. Han fortsætter, ”jeg har lige siden været vaccineret mod nogensinde at anskaffe mig et nyt køkken. Indtil min kæreste for nogle år siden sagde nu er der ikke plads til alle vores børn længere”. Så måtte han nødtvunget acceptere det. Inspireret af hippierne, som har været Peters åndelige fædre og mødre, og deres dagsorden om anti-materialisme, så er Peter overbevist om, at er det relationerne og nærværet med andre mennesker i ens liv, der er det vigtigste. Kærligheden!
Man er aldrig kun et offer – man har også selv ansvar
Det tredje budskab tager Peter tilløb til, for han kan mærke at det er lidt forbudt at sige: Det er ikke gavnligt for mennesker, der lider af psykisk sygdom, at betragte sig selv som ofre. Det var i høj grad det, Peter oplevede sin mor gøre. Hans mor havde gennem hele livet alvorlige depressioner og endte som kronisk deprimeret. Sygdommen dominerede hendes liv og endte med at knække hende. Men inden hun blev kronisk deprimeret, var der også perioder, hvor moderen var rask og havde mulighed for at gøre noget for at komme ud af den passive offerrolle hun var havnet i.
Peter medgiver og understreger, at det er svært at tage ansvar, når man er syg. På Rigshospitalet var der en sygeplejerske der illustrerede for ham, hvad der sker, når depression er nået en vis styrke. I starten, forklarede sygeplejersken, kan man gøre noget i form af forskellige former for behandling. Men når først man er kommet ned under et vist niveau, så er depression som en damptromle, der kører langsomt og tungt fremad. At forsøge med almindelige menneskelige midler at gøre noget, svarer til at stille sig hen foran en kørende damptromle og prøve at stoppe den med hænderne. Det bliver man rullet over og meget flad af.
At tage ansvar, når man er deprimeret, er en kompleks sag. Man kan ikke ”bare” tage sig sammen og komme over en depression, som mange desværre helt fejlagtigt tror. Omvendt kan man heller ikke overlade alt ansvar til andre. Efter at Peter selv har været igennem en meget svær depression, har han fået øjnene op for, at hans mor faktisk i perioder har ”taget sig meget sammen”. I fotoalbummet er der billeder af alle hans og søsterens børnefødselsdage, og der er ikke nogen huller. Så det vigtige er, understreger Peter, at man i de perioder, hvor man har det bedre eller godt, tager ansvar for det liv, man gerne vil have. Det kan man gøre ved at give sig selv og sit liv et kritisk eftersyn, når der er overskud til det, og ved at få blik for de ressourcer og handlemuligheder, man faktisk har.
Mennesker, der overlever depression, er stærke
Psykisk sårbare mennesker er ikke svage mennesker, sygdom er ikke lig med svaghed. Faktisk er det omvendte tilfældet, mener Peter. Men man mærker ikke styrken, mens man er syg. Depression rammer – modsat somatiske sygdomme – lige ned i livsnerven, dér hvor man bliver ramt på, om man ønsker at leve videre. Det er det grusomme ved depression. ”Alt i en alvorlig depression taler imod, at man skal give op. Man klamrer sig til klippekanten, fordi man har børn, eller fordi der er et eller andet, en sidste rest af livskraft i én, ellers er det jo selvmordstanker og opgivelse og selvhad”.
Da Peter var kommet ud på den anden side, besøgte han sin åndemaner, en kvinde han betragter som en meget klog kone. Åndemaneren sagde til ham, at nu var han en overlever og meget, meget stærkere end før han blev deprimeret. Så mindede hun ham også om alle de ting, han faktisk har klaret: at han stadig har en tæt relation til sine børn, at kæresten ikke er gået, at ingen venner har forladt ham, og at han stadig er en del af et fællesskab. Noget af det allervigtigste vi kan minde hinanden om, sluttede Peter, er at mennesker, der kommer igennem en depression, er nogle meget, meget stærke mennesker.
