DepressionsForeningen får ny presse-og kommunikationsmedarbejder

Iben Foss er ny presse- og kommunikations-medarbejder i DepressionsForeningen. Her skal hun bl.a. være med til at skærpe foreningens profil på nettet, hjælpe med at få DepressionsForeningens mærkesager ud til danskerne og bidrage med indhold til medlemsbladet Balance.

Den 24. april begyndte Iben Foss som kommunikations-medarbejder i DepressionsForeningen i tre måneders praktik. Hun ser frem til at bidrage til dens vigtige oplysningsarbejde til både medlemmer, øvrige borgere og beslutningstagere.

”Når man skal klare en hverdag med de udfordringer, som depression og bipolar lidelse giver, kan det være svært at have overskuddet til at kæmpe for bedre vilkår for sig selv og andre i samme situation. Det kan også virke uoverskueligt at række ud til andre og bede om hjælp. Derfor er det afgørende, at der findes en forening som DepressionsForeningen, der yder støtte, hjerterum og opmuntring til dens medlemmer, og som derudover kan oplyse om sygdommene og giver folk med depression og bipolar lidelse en stemme i samfundsdebatten. Det er meget prisværdigt og en sag, jeg gerne vil arbejde for”, siger Iben Foss.

Iben Foss har arbejdet som freelancejournalist siden  2013 med fokus på kultur og samfund. Hun er uddannet fra Medievidenskab på Københavns Universitet og har lavet journalistik og kommunikation inden for diverse formater og medieplatforme. Iben bor på Nørrebro med sin kæreste. I sin fritid dyrker hun yoga, laver musik og er ”ved at gro en halv jungle hjemme i stuen”. Derudover arbejder hun som frivillig lektiehjælp hos Røde Kors for unge i hendes boligkvarter.

Facebooktwitterlinkedin