Elektroder i hjernen skal hjælpe depressive

Danske læger ønsker at operere elektroder ind i hjernen på stærkt depressive patienter. Sundhedsstyrelsen har netop nedsat et udvalg, der skal tage stilling til metoden, det skriver Kristeligt Dagblad.

Indopererede elektroder i hjernen, som skaber elektrisk gennemstrømning, når de bliver stimuleret, kan ifølge forsøg i blandt andet Canada og Belgien hjælpe stærkt forpinte, depressive patienter. Og nu ønsker også danske læger at lave forsøg med metoden kaldet “dyb hjernestimulation”. En af dem er ledende overlæge ved Center for Psykiatrisk Forskning professor Poul Videbech:

“I udlandet har man haft imponerende resultater, hvor mennesker er kommet i arbejde igen efter ikke have fungeret i 10-15 år. Elektroderne kan fjernes igen, og dermed er der ikke tale om et ødelæggende indgreb,” siger Poul Videbech, der har ansøgt om godkendelse til et kontrolleret forsøg med metoden.

Ud af de 200.000 danskere, der lider af depression, kan omkring 20 procent ikke hjælpes med de nuværende behandlingsmetoder. Dyb hjernestimulation er afprøvet på under 100 patienter på verdensplan, men mange danske psykiatere og neurokirurger skeler interesseret til metoden, uanset at psyko-kirurgi rent historisk har et belastet ry som behandlingform.

“Selvfølgelig kan der være bivirkninger, men disse mennesker har prøvet alt: medicin, psykoterapi og endog elektrochok uden effekt. De kan ikke leve eller fungere, og for manges vedkommende truer selvmordet. Derfor er det uetisk ikke i det mindste at undersøge det nøjere i Danmark,” siger Poul Videbech.

Sundhedsstyrelsen er netop ved at nedsætte et særligt udvalg, der skal tage stilling til ansøgningen om forsøg med dyb hjernestimulation.

Kilde: Kristeligt Dagblad, Line Vaaben, 8. november 2010


Facebooktwitterlinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*