fbpx

En julegave på 600 millioner – Skal den byttes?

Det er sæson for julegaver, men det er også den tid på året, hvor Finansloven er kommet i hus. Der er grund til glæde, for vi hørte for nylig, hvordan regeringen meldte ud, at den regionale psykiatri får et solidt løft på 600 millioner kroner årligt med den nye finanslov. Det er jo fantastisk opmuntrende, at psykiatrien prioriteres, og fra DepressionsForeningen skal lyde en stor tak til partierne bag.

Hvor går pengene hen? 
Dog er det ikke helt klart endnu, hvordan de 600 millioner skal anvendes. Flere sengepladser, bedre akutindsats, mere personale og en styrkelse af kapaciteten på Sikringen i Slagelse med 10 pladser, forlyder det. Som en forening med et bredt sigte kan vi godt få den tanke, at der bruges rigtig mange penge på relativt få mennesker, der er meget syge. Mens tiltag målrettet de mange, som ”kun” mistrives, knap nok er synlige i Finansloven 2020.

Heldigvis vil regeringen invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en aftale om en 10-års plan for psykiatrien. Som det udtrykkes, så er ”aftaleparterne enige om, at der i planen skal være særlig fokus på forebyggelse og bedre sammenhæng i indsatsen mellem almen praksis, hospitalspsykiatri (herunder ambulant behandling) og socialpsykiatri (herunder botilbud). Indsatsen for børn og unge samt dobbeltdiagnosticerede skal have et særligt fokus i planen” (Aftale om FL2020).

Vores fokus
I DepressionsForeningen hæfter vi os især ved opmærksomheden på forebyggelse og indsatsen over for børn og unge. Det er der i høj grad brug for, men vi må arbejde stærkt for, at det både dækker over en kvalitativ forbedring OG en kvantitativ prioritering i form af matchende ressourcer. Vi sætter også stor pris på, at der satses på en bedre sammenhæng i indsatsen. Det havde dog været endnu bedre, om det fra start også havde været en del af de 600 mio. at se på, hvordan vi øger koordination og samspil mellem fx regionernes og kommunernes ansvar og indsats.

Vi glæder os derfor til fortsat dialog med politikerne om 10-års planen for psykiatrien. Vi håber og ønsker, at den planlagte involvering af civilsamfundsorganisationerne tager det brede perspektiv i betragtning, nemlig at depression er en folkesygdom, der hvert år rammer hundredtusindvis af danskere, og ikke kun nogle få meget syge. Vi skal nok huske aftaleparterne på det, hvis det skulle blive glemt i december-travlheden. Vi siger tusind tak for ”gaven” og vil bestemt ikke bytte den, men tænke lidt videre over, hvordan den skal bruges. Glædelig jul.

Facebooktwitterlinkedin