En rigtig mand har ikke psykiske problemer – og andre misforståelser om mænd

Dobbelt så mange kvinder, som mænd, får diagnosen depression. Men inkluderer man de symptomer, der karakteriserer mænd med depression, er antallet det samme, mener eksperter.

 

Af Camilla Victoria Marcinkowski, journalist og master i sundhedsantropologi / trykt i Balance

 

Vredesudbrud, aggressivitet, destruktiv tankegang, lav stresstærskel, rastløshed, misbrug, arbejdsnarkomani og afvisning af hjælp fra familie og venner. Det er blandt de reaktioner, der karakteriserer mænd med depression.

Fordi mænds reaktioner afviger fra den måde, de fleste læger og mændene selv opfatter symptomerne på depression, får omkring halvdelen af alle mænd med depression ingen hjælp. Det viser både danske og internationale undersøgelser.

”Der er en række ting, der tyder på, at depression hos mænd er underbehandlet. Dels er der tre gange så mange mænd, som kvinder, der begår selvmord. Dels er der dobbelt så mange mænd, som kvinder, der har et alkoholmisbrug. Vi ved, at misbrug ofte dækker over psykisk lidelse, så man kan sige, at mænd i dag bliver diagnosticeret for noget, de gør (drikker), mens det for kvinder handler om, hvordan de har det, ” siger Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Selskab for Mænds Sundhed.

 

Sygdom er ikke maskulint

Han har i mange år forsket i de psykologiske forskelle mellem mænd’s og kvinder’s sundhed og har flere forklaringer på, hvorfor mænd og depression sjældent kædes sammen.

”For det første er mænd generelt set bedre til at skubbe deres aktuelle tilstand væk. Det er ikke nødvendigvis en negativ egenskab. Det er bare uhensigtsmæssigt, når det drejer sig om psykisk lidelse,” siger Svend Aage Madsen.

En mand svarer typisk, at han har det godt, når han bliver spurgt direkte. Det bunder, ifølge en rapport fra EU, i det maskuline selvbillede.

”Mænd opfatter det at være syg og søge hjælp som en svaghed, et personligt nederlag. Det er pårørende og behandlere nødt til at tage højde for,” skriver rapportens forfattere.

 

Mænd bliver aggressive

Ifølge Svend Aage Madsen sker der det, når mænd rammes af depression, at de enten reagerer aggressivt – bliver irritable og får en kort lunte – og/eller de trækker sig væk fra familie og venner og måske begraver sig i arbejde og alkohol.

”Begge dele gør det svært for mænd at få hjælp. For hvem gider hjælpe nogen, der opfører sig aggressivt, skubber sin familie væk og lugter af sprut kl. 9 om morgenen?,” spørger chefpsykologen.

 

Læger skal opdage mænds depression

Disse ting er man nødt til at tage højde for, hvis man vil hjælpe mænd med psykisk lidelse. Ifølge  Selskab for Mænds Sundhed og tilsvarende europæiske organisationer for mænd, skal praktiserende læger uddannes til i større grad at opdage mænds depression. Derudover skal arbejdspladser og befolkningen generelt kende til de specielle tegn på depression hos mænd.

”Det kan være, at en mandlig kollega ændrer sig. Han går måske rundt og brokker sig, er irritabel og stopper med at spise frokost sammen med de andre. Eller det kan være en kvinde, som ikke forstår, hvorfor hendes mand pludseligt skælder ud hele tiden,” siger Svend Aage Madsen.

 

Yngre mænd anerkender det ”psykiske”

Selve behandlingen af mænds depression adskiller sig ifølge chefpsykologen ikke væsentligt fra den måde, man behandler kvinder – fx terapi og medicin. Men udgangspunktet kan være et andet. Fx kan man forklare mænd, at behandling kan hjælpe dem til at vende tilbage til at være den mand/far/leder/medarbejder, de var før, de fik en depression.

Svend Aage Madsen mener også, det kan gøre indtryk på andre mænd at se, at der er så stor åbenhed overfor behandling af psykisk lidelse hos brandmænd, soldater og politifolk.

”Her er der tale om maskuline fag, hvor mændene oplever, at de får det bedre ved at få hjælp,” siger han.

En anden positiv udvikling er, at den yngre generation af mænd generelt set er mere åbne overfor deres ”bløde” sider. De går på barsel, tager omsorgsrollen på sig, og anerkender i højere grad, at de kan fejle noget psykisk. Eksempelvis er Danmark det første land, der har anerkendt, at mænd kan lide af fødselsdepression.

”Jeg er meget optimistisk i forhold til den yngre generation. De tager mere ansvar for deres helbred og opsøger oftere hjælp – frem for at forsøge at drikke eller arbejde sig ud af problemerne,” siger Svend Aage Madsen.

 

Facebooktwitterlinkedin