Et spind af sorte tanker

En
Af Hanne Boll Overgaard
Depression hos unge er en helt særlig problemstilling indenfor depressionsområdet. Med Per Straarup Søndergaards ’Et spind af sorte tanker’ er der udgivet en gribende og informativ mulighed for at få indsigt i, hvordan depressionssygdommen former sig i unge liv. Bogen består af 12 genfortalte historier om unges voldsomme møde med depression eller bipolar lidelse perspektiveret af seks interviews med fagpersoner indenfor området.
Christinas historie
’Et spind af sorte tanker’ beskriver blandt andre Christinas historie. Christina rammes allerede af en depression, da hun er elev i syvende klasse og må derfor i en meget ung alder forholde sig til selvskade og selvmordstanker og en frygtelig forvandling fra en aktiv pige, der dyrker masser af sport og trives i skolen, til en stille eksistens der tilbringer dagene med at trisse rundt i huset og ligge i sengen og græde. ”Under min depression var det, som om alting var ligegyldigt. Men nu kan jeg glæde mig helt vildt til en håndboldkamp”, fortæller Christina på et tidspunkt, hvor hendes depression endelig er ved at klinge af.
Stærke fortællinger i nøgtern stil
Per Straarup Søndergaard har skrevet ’Et spind af sorte tanker’ i en nøgtern og enkelt registrerende og beskrivende stil. Den er velskrevet og ukunstlet og får de unges historier til at fremstå stærkt i al deres enkelhed. Hver eneste af historierne føles vigtige, ligesom hver eneste af fagpersonernes bidrag forekommer helt væsentlige for at forstå de særlige problemstillinger omkring unge og depression. Fordi Per Straarup Søndergaard har valgt at lade hver enkelt fortælling stå for sig og ikke på nogen måde hæfte fortællingerne sammen, kommer bogen til at mangle en smule fremdrift. Til gengæld tegner Per Straarup Søndergaard med denne stil et billede, der afsnit for afsnit bliver mere og mere facetteret for ved bogens slutning at stå som en klar, detaljeret og stærk afbildning af, hvordan depression og bipolar lidelse former sig, når sygdommene ramler ind i unge liv.
En bog for alle
’Et spind af sorte tanker’ vil kunne læses af både unge og voksne. Både unge, der selv lider af enten depression eller bipolar lidelse, og deres pårørende vil i bogen kunne hente uvurderlig indsigt i sygdomme, der ofte er vanskelige at forstå. Bogen kan desuden med fordel læses af fagfolk, som arbejder med unge, ligesom den pga. sin stil med de afrundede afsnit og historier vil være let at anvende i undervisning. Desuden vil jeg anbefale bogen til alle, der har en interesse i at forstå sygdommene depression og bipolar lidelse – ’Et spind af sorte tanker’ føjede for mig et nyt og meget væsentligt kapitel til min viden om de affektive lidelser.
Per Straarup Søndergaard: ’Et spind af sorte tanker – om unge og depression’. Udkommet på forlaget Turbine i 2009, 160 sider. Bogen kan købes med rabat gennem DepressionsForeningen for 199 kr. inkl. forsendelse.
Skriv et svar