Hvordan hænger søvn, humør og livsglæde egentlig sammen – og hvad kan vi selv gøre ved det?
Mange oplever, at søvnen ændrer sig med alderen. Man vågner tidligere, sover lettere eller ligger vågen med tankemylder. Samtidig kan energien falde, humøret blive tungere – og for nogle sniger nedtrykthed eller egentlig depression sig ind i hverdagen.
I dette foredrag sætter projektleder i DepressionsForeningen Michael Wichmann Pedersen fokus på den ofte oversete, men afgørende sammenhæng mellem søvn og mental trivsel i seniorlivet.
Med afsæt i både viden og praksiserfaring får deltagerne indsigt i:
- Hvad søvn egentlig er – søvnens faser og deres funktioner
- Hvordan søvn påvirker hjernens evne til at regulere sindstilstanden
- Hvorfor søvnproblemer kan være både tegn på og medvirkende årsag til depression
- Hvad der er “normal” søvn i seniorlivet – og hvornår man skal være opmærksom
- Konkrete og realistiske metoder til at forbedre søvnen – uden avancerede løsninger
Foredraget formidler komplekse sammenhænge i et let forståeligt sprog og giver deltagere konkrete redskaber, de kan tage med hjem og bruge med det samme.Samtidig åbner det for refleksion over egen trivsel og giver håb:
Selv små ændringer i hverdagen kan have stor betydning for både søvn, energi og livsglæde.
Tidspunkt: Onsdag d. 29. april, kl. 10.00 – 12.00
Sted: Café Blom, Studiestræde 5, st., 1455 København K
Pris: Gratis – HUSK tilmelding her på siden
Om Blom Senior
Blom Senior er et tilbud i DepressionsForeningens sociale café ”Café Blom”. To onsdage om måneden inviterer vi til Blom Senior (65år+), hvor vi sætter fokus på vigtige og relevante emner for seniorlivet. Du kan læse mere om Café Blom her: depressionsforeningen.dk/blom-senior