Gratis: Kom med på en vidunderlig efterårstur til Havreballe Skov. – Vi mødes ved Havreballeskov Bålhytte, der ligger 9 minutter i bus fra Aarhus C. Velkommen på en kort oplevelsestur ind i den farverige efterårsskov, hvorefter vi tilbereder en skøn vegetarisk gryderet over bål.
Vi starter med en stille vandring til et helt specielt og eventyrligt sted. Undervejs nyder vi den smukke efterårsskov med svampe, farverige blade og skulpturelle træstammer 🍁 Mens tusmørket falder på, skærpes vores sanser. Vi går tæt sammen og tænder lamperne på hjemvejen. Tilbage i bålhytten tænder vi bål og hjælpes ad med at skære, snitte, koge osv. Sammen tilbereder vi en lækker vegetarisk bålgryde, som vi nyder i bålets varme 🔥
Turen er for dig, der er ramt af stress, angst, depression eller bipolar lidelse. Du er meget velkommen. Det er også muligt at komme i følgeskab af en ven eller pårørende. Husk tilmelding her på siden. Turen er gratis.
Vi glæder os til at se dig!
Anna og Lone
PS. Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Anna på mobil: 5335 2229. Læg gerne en besked, så ringer jeg dig op.
Lidt om naturguiderne:
Anna er uddannet i naturterapi og har tidligere faciliteret naturbaseret sundhedsfremme for mennesker med kronisk sygdom. Anna har arbejdet med kommunikation i sundhedsvæsnet med fokus på sundhedsfremme og folkesundhed.
Lone er uddannet friluftsvejleder med særligt fokus på den påvirkning naturen har på os som mennesker – og har startet en naturpatrulje for unge mennesker.
Praktisk: Husk varmt tøj og dagens vejr samt et siddeunderlag, hvis du har et. Medbring gerne en dyb tallerken, bestik, inkl. ske, samt en flaske vand og en kop til te eller kaffe.
Pris og tilmelding: Gratis – Husk tilmelding
Dato og tidspunkt: Søndag den 17. november, kl. 16.00-18.45.
Mødested: Havreballeskov Bålhytte. Det tager kun 9 minutter i bus fra Banegården
Vi glæder os til at se dig!