Det er blevet tid til DepressionsForeningens årlige generalforsamling. Alle medlemmer er inviteret.
Foreningen vokser og udvikler sig, hvilken rolle skal vi spille i fremtidens sundhedslandskab?
Kom også og hør forfatter Karen Fastrup, fortælle om sit forfatterskab og om at leve med psykiske lidelser. Karen Fastrup har blandt andet udgivet den anmelderroste bog Hungerhjerte, som er en selvbiografisk roman, der beskriver hendes pludselige psykiske sygdom med indlæggelser på psykiatriske afdelinger og kampen ud af sygdommen. Foto: Morten Holtum.
Generalforsamlingen finder sted lørdag den 26. april kl. 13.00. Adressen er: Diakonissestiftelsen, Peter Bangs Vej 5B. På dagen benytter I indgangen Peter Bangs Vej 5B og her vil der være en infoskærm, som viser jer vej til lokalerne.
Parkering på stedet foregår via App og skiltning på pladsen.
Mads Trier-Blom går af som formand for at stille op til bestyrelsen som almindeligt medlem. Ny kandidat til formandsposten er Peter Westermann, der har været medlem af foreningen i en lang årrække. Læs om Peter længere nede.
Maria Brandt trækker sig fra bestyrelsen for at hellige sig andre frivilligopgaver i foreningen. Alle øvrige bestyrelsesmedlemmer stiller op til genvalg – se bestyrelsen på linket her.
Generalforsamlingen foregår både fysisk og virtuelt, husk at tilmelde dig her på siden.
Dagsorden:
Kl. 13:00 – Ankomst og registrering
Kl. 13.30 – 14.15 Foredrag med anmelderroste Karen Fastrup.
Kl. 14.15 – 14.30 Pause
Kl. 14:30 Generalforsamling:
- Velkomst ved afgående formand Mads Trier-Blom
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Valg af stemmetæller
- Godkendelse af stemmeberettigede
- Bestyrelsens beretning
- Regnskabsaflæggelse
- Indkomne forslag
- Valg af formand
- Valg til bestyrelsen
- Valg af suppleanter til bestyrelsen
- Valg af revisor
- Valg af kritisk revisor
- Evt.
Generalforsamlingen forventes at tage cirka 1 – 1,5 time.
Valg af formand
Peter Westermann
Peter Westermann er ny kandidat til formandsposten i DepressionsForeningens bestyrelse.
Peter Westermann er en mand med hjertet på rette sted og en stærk stemme for mennesker, der kæmper med psykisk sygdom. Peter kender selv til livet med depression og har erfaret, hvor vigtigt det er at have et stærkt fællesskab og et system, der støtter op om dem, der har brug for det.
Til daglig er Peter aktiv i SF, og han er partiets spidskandidat i Nordsjælland til næste folketingsvalg. Han er medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, hvor han sidder som formand for Social- og Psykiatriudvalget. Her har han arbejdet for en bedre psykiatri og mere trivsel for børn og unge. Peter har også en baggrund som højskolelærer, hvor han har været med til at skabe rum for refleksion og fællesskab og støtte til unge, der har ondt i livet.
Med sin kombination af personlig erfaring og politisk engagement brænder Peter for at styrke DepressionsForeningens arbejde.
– Jeg vil være med til at afstigmatisere psykisk sygdom og ønsker at sætte psykisk sundhed endnu højere på dagsordenen. Vi skal forbedre vilkårene for mennesker med depression og bipolar lidelse og sikre, at ingen føler sig alene og alle får den rette hjælp, siger Peter Westermann.
Peter Westermann er 39 år, gift og har to børn. Han er fodboldtræner for den yngste og spiller håndbold i barndomsklubben i Allerød.
Mads Trier-Blom
Mads Trier-Blom trækker sig fra formandsposten
Formand for DepressionsForeningen, Mads Trier-Blom, har meddelt sin beslutning om at trække sig fra posten ved den kommende generalforsamling. Beslutningen kommer som følge af en øget ustabilitet i hans liv med bipolar lidelse. Udsving mellem depression og mani har i en periode været mere markante, hvilket har gjort det nødvendigt for ham at reducere mængden af opgaver i sit liv.
– Jeg har altid betegnet mig som stress allergiker, og derfor ser jeg mig nødsaget til at begrænse mængden af opgaver i mit liv et stykke tid og prioritere min mentale sundhed, fortæller Mads Trier-Blom.
Han har for nyligt fået godkendt et fleksjob, og for at understøtte denne nye balance har han truffet beslutningen om at fratræde som formand i forbindelse med årets generalforsamling.
– Man bør passe på sig selv, for at man kan være der for andre. DepressionsForeningen står mit hjerte nær, så jeg har været med til at finde en god formandskandidat, der kan tage pladsen, og som jeg bakker 100% op om. Jeg agter endvidere at stille op til bestyrelsen som ordinært medlem, siger Mads Trier-Blom.
Afslutningsvis udtrykker Mads sin taknemmelighed for den tillid, medlemmerne har vist ham gennem hans år som formand, og understreger sin fortsatte dedikation til foreningens arbejde.
Vi vil rette en stor tak til Mads for hans arbejde som formand. Heldigvis fortsætter han med at være aktiv i bestyrelsen og stiller op som medlem af bestyrelsen.