Skoven holder ikke lukket om vinteren, så kom og nyd Strandskoven i Odense og markér at vi nu er halvvejs igennem den mørke årstid sammen med to af DepressionsForeningens naturguides.
Søndag den 2. februar kaldes Kyndelmisse, som blandt andet betyder lys og messe. Kyndelmisse, der ligger midtvejs i vinteren, blev tidligere regnet for årets koldeste dag, kendetegnet ved streng frost og hård vinter. Der er mange traditioner knyttet til Kyndelmisse, både i den katolske kirke og i mere folkelige sammenhænge, og dagen er gennem tiderne markeret på meget forskellig vis.
Om Kyndelmisse, i år, bliver årets koldeste dag, det ved vi ikke, men vi vil gerne invitere dig ud i vintervejret med samvær om et bål og en gåtur i den nærliggende skov, hvor vi fokuserer på sanserne, vejrtrækningen og fællesskabets betydning for vores mentale velvære. Efter gåturen samles vi omkring bålet i bålhytten, varmer os ved bålets gløder og synger et par af de kendte sange, der knytter sig til Kyndelmissen. Vi glæder os til en hyggelig eftermiddag i skoven, hvor vi i fællesskab med dig og andre deltagere, vil markere at vinteren er halvt overstået, og at lyset og varmen venter, foran os.
Turen er for dig, der er ramt af depression eller bipolar lidelse, angst eller stress. Du er velkommen til at tage en god ven eller pårørende med.
Husk at melde både dig selv og en evt. ven eller pårørende til.
Lidt om naturguiderne:
Birthe har mangeårig erfaring som ansat i socialpsykiatrien i Odense kommune. Hun har for nyligt uddannet sig i naturterapi og naturbaseret trivselsfremme hos ViNatur.
Birgit er friskt udklækket pensionist efter 40 år i sundhedsvæsnet. Hun har i foråret 2024 uddannet sig i naturterapi og naturbaseret trivselsfremme hos ViNatur.
Information om turen
Hvornår: Søndag d. 2. februar 2025, klokken 13 – 15.
Hvor: Vi mødes på P-pladsen ved Marienlund Hovedgård, Skibhusvej 270, 5000 Odense C. Herfra går vi sammen til Naturoplevelsespladsen Grunden og bålhytten i Strandskoven.
Busforbindelse: Fyn Bus fra Højby/OBC mod bogøgade ved Skibhusene. Stoppested Sct. Hans skole – ca. 5 min. gang til Marienlund Hovedgård.
Retur: Fyn Bus 85 mod BC/Højby fra samme stoppested.
Pris: Gratis – husk tilmelding her på siden.
Medbring: Et krus, kaffe/te/vand til eget forbrug og gerne et siddeunderlag, hvis du har et. Vi medbringer ekstra kogt vand til te/kaffe, samt siddeunderlag, til dem der ikke har selv.
Vi glæder os til at se dig