Den sidste onsdag i måneden inviterer vi til seniorklub 65+ i Café Blom, hvor vi sætter fokus på vigtige og relevante emner for seniorlivet. Denne onsdag mødes vi til oplægget “Livsglæde – hele livet”, hvor Michael Wichmann Pedersen sætter fokus på forebyggelse og behandling af depression i seniorlivet.
Efter oplægget vil der være kaffe og rundstykker samt mulighed for snak, spørgsmål og individuel rådgivning.
Onsdag d. 26. marts fra 10.00 – 12.00
Vi skal turde tale om det
I dette oplysningsforedrag tager Michael udgangspunkt i, at depression ikke er en naturlig del af at blive gammel, og at depression kan forebygges og helbredes. Men det kræver, at vi tør tale om det. Vi kan ikke have en folkesygdom, der er et tabu.
Måske er Jens ikke bare gammel og sur – måske har han en depression!?
Depression forekommer dobbelt så ofte blandt mennesker over 70 og bliver ofte forvekslet med fysisk sygdom eller demens. Samtidig ved vi, at 60% af depressionsramte seniorer ikke bliver opdaget. Med den rette hjælp ville livet være så meget bedre.
Flere depressioner skal opdages, så alle får livsglæde HELE livet!
Med udgangspunkt i historier fra det virkelige liv stopper Michael op ved spørgsmål som:
- Hvordan kan vi hjælpe en ven tilbage til livsglæden?
- Hvordan ser depressionssymptomer ud i seniorlivet?
- Hvad er forskellen på sorg og depression?
Med en baggrund i ældreplejen og i psykiatrien har Michael stor praksiserfaring, som naturligt kobles sammen med den nyeste viden.
Tidspunkt: Onsdag den 26. marts kl. 10.00-12.00
Sted: Café Blom – Studiestræde 5, st. 1455 København K
Pris: Gratis – Tilmelding er nødvendig
Du tilmelder dig ved at udfylde formularen her på siden.
Håber vi ses til et spændende, men ikke mindst vigtigt, foredrag!
Hvad er Café Blom?
Café Blom er et tilbud under DepressionsForeningen. Vi afholder løbende foredrag og workshops, hvor vi dykker ned i vigtige emner som stress og livets mentale udfordringer, og vi skaber rum for refleksion og nye perspektiver. Udover det tilbyder vi naturture samt sociale arrangementer som fællesspisning, guidede byvandringer og kulturture. Hver måned afholder vi også kreative værksteder, hvor du kan slippe tankerne og udfolde din kreativitet. Café Blom er et sted, hvor du kan finde fællesskab, støtte og inspiration.