OBS: Ændret start- og sluttidspunkt. Vi er nødsaget til at rykke turen til Hesbjerg Skov til om eftermiddagen samme dag, sådan at vi i stedet mødes kl 16-18.
_____________
Kom med og lad dig bade i skovens dufte, lyde, farver og lys i en af Odenses dejligste skove, Hesbjerg Skov.
I den smukke Hesbjerg Skov vil vores to naturguider, Fie og Birthe, tage dig med ud på en tur, som giver dig særlige forudsætninger for at kunne opleve at være til stede i nuet og koble af fra den overstimulerede hverdag, som mange af os lever i til daglig.
Vi skal prøve at skovbade, hvilket betyder, at vi “bader” i skovens atmosfære – og dermed ikke i en skovsø, som mange tror. Vi bevæger os ud på en stille sansevandring, hvor alle sanser får muligheden for at blive stimuleret.
Undervejs på turen vil du blive guidet igennem forskellige lette øvelser med fokus på sanser, opmærksomhed, åndedræt og meditation. På den måde bliver du hjulpet til at glide over i den spontane opmærksomhed, som giver din hjerne og dit nervesystem mulighed for at restituere.
Skovbadning kan for nogle være med til at reducere stress, angst og depression samt forbedre søvn.
Du behøver ikke at have erfaring med skovbadning, meditation eller andet for at være med. Tag med og oplev naturen på en anden måde – vi er sikre på, at du får en god oplevelse.
Lidt om naturguiderne:
Fie er ergoterapeut med specialisering indenfor naturbaseret sundhedsfremme. Hun bruger meget tid i naturen på bl.a. vandring, shelterture, madlavning over bål og at undersøge vilde urter. Find Fie på Instagram på _ergonatur_
Birthe har mangeårig erfaring som ansat i socialpsykiatrien i Odense kommune. Hun har for nyligt uddannet sig i naturterapi og naturbaseret trivselsfremme hos ViNatur.
Information om turen
Tid: Søndag d. 25. maj kl 16:00 – 18.00 (Kom gerne lidt før start)
Mødested: Parkeringspladsen ved Øghaven shelter på Hesbjerg Skovvej 101. Markeret som “Øghaven shelter – syd p område” i google maps.
Transport: : Det er desværre ikke nemt at komme dertil med offentlig transport.
Pris: Gratis – tilmelding nødvendig.
Praktisk: Da turen foregår i varierende terræn, så husk tøj og sko der passer til vejret og er behageligt at bevæge sig i. Medbring også gerne snacks og drikke efter behov. Det kan desuden være en god idé med mygge- og flåtspray.
Vi glæder os til at tage imod jer.
Kh Birthe og Fie