Tag med ud og mærk naturens energi i midsommerskoven.
Årstiderne skifter, det er blevet sommer og lige om lidt når vi midsommerenen. Midsommeren er det tidspunkt på året, hvor solen står højst på himlen og alt det der har ligget i dvale gennem vinteren, har spiret og foldet sig ud og naturen strutter nu af energi.
Midsommeren, med lyset, naturens frugtbarhed og energi, er noget helt særligt og det er af denne grund, at mennesker gennem mange, mange år har markeret dette med en stor fest, dans og kraftfulde ritualer.
Vi skal hverken danse eller udøve ritualer torsdag den 19. juni, men vi skal gå en tur i Hunderupskoven i roligt tempo. Det bliver en tur, hvor vi får mulighed for at røre os, mærke energien i skoven og opleve naturen som en slags oplader, hvor vi både kan bruge og kan tanke energi. Skoven kræver ikke noget af os – vi kan give slip på den energikrævende opmærksomhed, vi kender fra hverdagen og i stedet give os selv mulighed for at slappe af og nyde naturens mange sanseindtryk og stemninger.
Efter gåturen sætter vi os ved Odense Kommunes bålplads på Engen, nyder vores medbragte drikkelse/ snacks/ evt. madpakker og afslutter med at vi i fællesskab synger Midsommervisen.
Lidt om naturguiderne:
Anja er tidligere spejder og har derved masser erfaring med at være ud i naturen og at lave sociale friluftsaktiviteter. Anja har desuden været aktiv i DepressionsForeningen i flere år, bl.a. på vores Sommerhøjskole.
Birthe har mangeårig erfaring som ansat i socialpsykiatrien i Odense kommune. Hun har for nyligt uddannet sig i naturterapi og naturbaseret trivselsfremme hos ViNatur.
Information om turen
Tid: Torsdag den 19. juni kl. 11- 13.
Mødested: Skov Alleen, Fruens Bøge – ved broen over Odense Å
Pris: Gratis – tilmelding nødvendig.
Praktisk: Medbring gerne et siddeunderlag ( det også være en plasticpose), drikkelse og snacks/madpakke efter behov, tøj og sko, der matcher vejret.
Vi glæder os til at tage imod jer.
Kh Birthe og Anja