Kom med ud i skovens ro og mærk hyggen fra aftenbålet på bålpladsen ved Thors Skovhytte.
Vi mødes i et trygt og uformelt fællesskab, hvor du er velkommen præcis som du er – uden krav eller forventninger.
Vi tænder bål, drikker te og kaffe og lader skuldrene sænke sig. For dem, der har lyst, laver vi en stille og sanselig aktivitet, hvor vi skaber mandalaer af naturens materialer. Skoven er fuld af farver og dufte netop nu, og vi samler spirende grønt og blomster i alle nuancer, mens vi skærper vores sanser og er til stede i det, der er.
Du kan også vælge bare at nyde stilheden, samtalerne – eller synge med på forårshymner omkring bålet.
Arrangementet er for dig, der er ramt af depression, bipolar lidelse, angst eller OCD. Du er meget velkommen til at tage en god ven eller en pårørende med.
Der vil være gratis kaffe, te, kakao og snacks, sponsoreret af Depressionsforeningen.
Vi anbefaler, at du har spist aftensmad hjemmefra.
Lidt om naturguiderne:
Pernille er naturelsker og bruger naturen meget som et afbræk i hverdagen. Hun har selv erfaring med, hvordan det at være aktiv i naturen kan afhjælpe stress og give nervesystemet ro.
Anna er uddannet i naturterapi og har tidligere faciliteret naturbaseret sundhedsfremme for mennesker med kronisk sygdom. Anna har arbejdet med kommunikation i sundhedsvæsnet med fokus på sundhedsfremme og folkesundhed og har dertil arbejdet som rådgiver i OCD-foreningen.
Information om turen
Tid: Onsdag den 4. juni kl. 18.30 – ca. 20.30
Mødested: Thors Skovhytte, Tømmersporet 11, 8000 Aarhus C. Hytten og bålpladsen ligger smukt i skoven nær restauranten Thors Mølle. Der er et skilt til hytten lige før restauranten
Transport: : Du kan fx tage bus 100 eller 302, der kører på Oddervej.
Stå af ved Kongevejen/Oddervej og gå cirka 500 meter gennem skoven.
Pris: Gratis – tilmelding nødvendig.
Praktisk: Medbring gerne et siddeunderlag, hvis du har et, varmt og praktisk tøj, en kop til varm drik og en flaske vand.
Tilmelding: Husk at melde både dig selv og eventuelt en ven eller pårørende til. Der er plads til maksimalt 16 deltagere.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i skovens stilhed og nærvær.
Venlige hilsner
Pernille og Anna
Har du spørgsmål – eller kan du ikke finde vej?
Ring til Anna på mobil 53 35 22 29. Læg gerne en besked, så ringer hun dig op.