Kom med på en hyggelig tur i den lille, fredelige Kratholmskov, lige uden for Odense. Her tænder vi bål, synger et par sange og lader skovens ro give plads til fordybelse og ny energi.
Sammen skaber vi et trygt rum for eftertanke, mens vi byder det nye år velkommen.
Et naturligt pusterum til refleksion og fællesskab
Vi inviterer dig til en særlig eftermiddag, hvor vi i naturens nærværende ro ser tilbage på året, der er gået, og overvejer, hvad vi vil tage med ind i det nye år. Om du deler dine tanker med gruppen eller holder dem for dig selv, er helt op til dig – begge dele er velkomne. Tiden i skoven kan hjælpe med at give ro, mental klarhed og mere overskud til at møde det nye år.
Bål, sang og en varm afslutning
Vi går en kort og hyggelig tur i den vidunderlige natur – cirka halvanden kilometer. Vi tænder et lille bål, synger et par sange og skaber en stemningsfuld afslutning på dagen. Imens bålet gnitrer, kan vi fordybe os i fælles refleksion og lade naturen omfavne os – inden vi ønsker hinanden et rigtig godt nytår.
Tilmeld dig her på siden
– vi glæder os til at se dig og dele et eftertænksomt øjeblik, inden vi hver især gåd ind i det nye år.
OBS! Turen er for dig, der er på den ene eller anden måde er i berøring med depression eller bipolar lidelse. Du er velkommen til at tage en god ven eller pårørende med.
Lidt om naturguiderne:
Søren: Er i gang med at videreuddanne sig til friluftsvejleder. Søren er en erfaren sejler og holder meget af at bruge – og være i – naturen.
Anja: Har mange års erfaring med friluftsliv, er uddannet Peer-guide og kender selv til livet med depression. Anja brænder for at dele naturen og den fælles refleksion med andre.
Information om turen
- Hvornår: Søndag d. 29. december kl. 13:45 til ca. 15:30
- Hvor: Vi starter og slutter ved Ådalsskolen, Brogårdsvej 75, 5260 Odense S
- Pris: Gratis – husk at tilmelde dig her på siden. Der er et begrænset antal pladser
- Medbring: Sko/støvler til mudret terræn, praktisk tøj efter vejret, kaffe/te og kop, kuglepen samt evt. tæppe eller siddeunderlag
Vi glæder os til at se dig!
– Søren og Anja