Kom med, når vi søndag den 16. marts fejrer foråret med en tur til skov og strand syd for Aarhus.
Lige om lidt er det forårsjævndøgn. Kom med på en tur, hvor vi byder foråret velkommen. Vi mødes ved Skåde Bålhytte og går herfra ad en snoet skovsti de 500 meter til stranden. Undervejs går vi på jagt efter tegn på forår. Spirer i skovbunden. Knopper på træerne. Fugle der synger livligt. Vintergækker i blomst og den lune forårsvind i håret.
På stranden er der mulighed for at finde ind til en kontakt med naturen ved at balancere sten, bygge stentårne og varder. Vi kan slå smut med de fladeste sten. Og hvis man har lyst kan man balancere med bare tæer på sten i vandkanten. Vi tænder også op for et hyggeligt bål og varmer os med kaffen i ildens skær.
Turen er for dig, der er berørt af stress, angst, depression eller bipolar sygdom. Du er velkommen til at tage en god ven eller pårørende med. Kaffe/the/kakao samt snack er gratis, sponsoreret af Depressionsforeningen.
Husk at melde både dig selv og en evt. ven eller pårørende til.
Lidt om naturguiderne:
Anna er uddannet i naturterapi og har tidligere faciliteret naturbaseret sundhedsfremme og arbejdet som telefonrådgiver.
Pernille er naturelsker og bruger naturen meget som et afbræk i hverdagen. Hun har selv erfaring med, hvordan det at være aktiv i naturen kan afhjælpe stress og give nervesystemet ro.
Information om turen
Hvornår: Søndag den 16. marts, kl. 13.30 – ca. 16.00.
Hvor: Skåde Bålhytte, Strandskovvej 4, 8270 Højbjerg.
Medbring:
- Tøj, som holder dig varm og tør
- Gode sko og et lille håndklæde, hvis du vil med ud at soppe.
- En kop til en varm drik
- En flaske vand
- Et siddeunderlag, hvis du har et.
Pris: Gratis – husk tilmelding her på siden.
Find vej: Hytten ligger på Strandskovvej 4, 8270 Højbjerg. Benyt Google Maps til at finde det. Det ligger tæt på Parkeringsplads Talentsporet og bålhytten.
Bus 31 går fra Aarhus Rutebilstation til Ørnereden, hvorfra der er max. 15. min. gang. Bussen afgår fra rutebilstationen kl. 12.55, så det passer med ankomst ved hytten kl. 13.30.
Man kan også tage bus 18 til Moesgård Museum, hvorfra der er ca 2 km. gang eller Bus 100 og stå af på Oddervej. Herfra er der ca. 2,5 km. gang. Når vi skal hjem, kan du måske få et lift til bussen😊
Er du i bil, er der P-pladser langs Strandskovvej (P-plads talentsporet) og Skovmøllevej, hvorfra stier fører gennem skoven og frem til bålpladsen.
PS. Har du spørgsmål, eller kan du bare ikke finde frem? Ring til Anna på mobil: 5335 2229. Læg gerne en besked, så ringer jeg dig op.
Anna og Pernille byder velkommen 💚🌞