Kom med ud i foråret denne lørdag i Kohaveskoven i Odenses sydøstlige del i godt selskab med vores naturguider Birgit og Pernille.
Dagen byder på en smuk gåtur rundt i Kohaveskoven, som med sine ca. 140 hektar er et af de største sammenhængende naturområder i Odense Kommune. Skoven har været noget forsømt, men der er nu startet et større projekt til gavn for biodiversitet, fugle, sommerfugle, frøer, blomsterplanter – og ikke mindst os mennesker. Måske er vi så heldige at kunne se nyudsprungne anemoner.
Undervejs på gåturen vil vi lave nogle enkle øvelser og små aktiviteter, der giver varme i kroppen og får smilet frem. Vi vil også opsøge roen og fordybelsen i stillevandring, hvor de forskellige sanser sættes i spil. Vi holder en pause undervejs hvor jeres medbragte snacks og drikke kan indtages med udsigt til eng og græssende dyr.
Lidt om naturguiderne:
Pernille har specialiseret sig i en helhedsorienteret tilgang til mental, emotionel og fysisk sundhed. Hun er uddannet naturterapeut og coach med fokus på nervesystemet og er ved at blive certificeret naturbaseret psykoterapeut.
Birgit har uddannet sig i naturterapi og naturbaseret trivselsfremme hos ViNatur. Derudover har hun en baggrund af 40 års virke i sundhedsvæsnet.
Information om turen
Tid: Lørdag d. 29.3.2025 kl. 13:00-15:30
Mødested: Vi mødes på den lille parkeringsplads helt for enden af Landkildevej, 5220 Odense SØ. Turen begynder og slutter her.
Transport: Biler kan parkeres ved mødestedet for enden af Landkildevej – I skal køre forbi huset på Landkildevej 2. Offentlig transport: Busrute 25 – 26 (Morud / Ubberud – Tornbjerg / Neder Holluf – Fraugde) med stop på Sneglehatten er tættest på mødestedet Landkildevej 2. Derfra er der en gåtur på ca. 10 min.
Pris: Gratis – alle pladser er optaget.
Praktisk: Hav tøj og sko på til det omskiftelige forårsvejr – også gerne en ekstra trøje til de mere stille aktiviteter og pausen. Vi går både på stierne og uden for stierne. Husk evt. snacks og drikke og siddeunderlag / tæppe til pausen.