På denne stillevandring får du tid og ro til at blive ladet op af naturens ro og skønhed, samt mulighed for at reflektere over året der gik, og hvilke ønsker du har, for året der kommer. Det er netop, når der er tid og ro og hjernen kan slappe af, at du kan gøre dig tanker om de vigtige ting i livet og at de gode ideer kommer af sig selv.
Vi mødes kl. 12.30 og går derefter lidt over 2 timer i skoven og langs fjorden. Vi går i stilhed – men undervejs vil vores naturguide læse tekster op og fortælle om naturen på en måde, som lægger op til eftertanke og inspiration til dit liv. Vi sætter os nogle gange i skovbunden og nedskriver hver især vores tanker i udleverede notesbøger.
Lidt før kl. 15.00 tænder vi op i bålet ved Boserup Naturcenter. Vi får noget varmt at drikke og lidt sødt at spise, mens vi varmer os omkring bålet. Vi har en fællessnak om dagens tur og egne refleksioner. Man byder ind i det omfang, man har lyst!
Vi bryder op omkring kl. 15.40 og går tilbage til parkeringspladsen.
Efter turen er vi forhåbentlig blevet klogere på, hvilket fokus vi hver især gerne vil have i år 2025; hvad enten det er oplevelser, socialt samvær, prioritering af tid, noget nyt du gerne vil lære, eller noget helt sjette.
Vores naturguide er Anne Rosell Holt fra Klintetours.
Hvornår: Tirsdag d. 28. januar 2025 kl. 12.30-15.40
Mødested: Parkeringspladsen øst for Skolerne i Boserup, Boserupvej 100, 4000 Roskilde
Praktisk info: På denne tur skal deltagerne kunne gå 3-5 km i let ujævnt terræn. Er det vinterglat, anbefales at benytte pigsko-såler og evt. have en vandrestav eller skistav i hånden. Vi har nogle få ekstra vandrestave, som kan lånes. Vi sidder på lammeskind undervejs på turen, som guiden udleverer ved start sammen med tæppe, notesbog og blyant. Sørg for at have rigeligt med tøj på og medbring en rygsæk til at bære tæppe og notesbog og evt. noget af drikke på vandreturen. Servicehunde er velkomne på turen.
Pris og tilmelding: Det er gratis at deltage, men du skal tilmelde dig, hvis du vil med.
Tilmelding senest tirsdag d. 14. januar 2025.
Tilmeld dig her på Danske Seniorers hjemmeside: danske-seniorer.dk/oplevelser/stille-vintervandring-boserup-skov-ved-roskilde
OBS! Hvis du er medlem af Depressionsforeningen, og derfor ikke har et login til Danske Seniorers hjemmeside, kan du ringe og tilmelde dig hos Rejsehjørnet på telefon 35 37 24 22 (hverdage kl. 9.30-14)
Transport: Vi mødes på den offentlige parkeringsplads øst for Skolerne i Boserup. P-pladsen har ikke en gps-adresse, men skolens adresse er Boserupvej 100, 4000 Roskilde.
Bemærk! Bus 207 har stoppested lige ved siden af p-pladsen – fra Roskilde Station tager det cirka 15 min.
Turen arrangeres af Naturinspiratorerne Marianne og Helle i samarbejde med Depressionsforeningen og Danske Seniorer.