Tag med på en stemningsfuld tur gennem Vrangstrup Enge – et åbent ådalslandskab lige nord for Vrangstrup, hvor Ringsted Å møder Susåen 🌿

Her slynger vandløbene sig gennem engen, og på denne strækning er Susåen flere steder blevet ført tilbage til sit naturlige, snoede forløb. Nye stenstryg skaber variation og ilt i vandet, og åen er levested for den sjældne tykskallede malermusling.
På engene græsser køerne og holder landskabet åbent. Samtidig skaber deres kokasser livsgrundlag for fluer, biller og andre smådyr, som igen bliver føde for områdets fugle. På denne årstid er engen tør og let at færdes på, mens højere vandstand om vinteren og foråret tiltrækker vadefugle og forvandler området til et levende vådlandskab.
Vi begynder ved Vrangstrup Kirke, hvorfra der er en smuk udsigt over ådalen. Herefter kører vi til parkeringspladsen på Vrangstrup Øvej, skråt over for Vrangstrup Øvej 1.
Turen er cirka 2–3 kilometer og går gennem ujævnt terræn, men uden større stigninger. Gode sko og lange bukser anbefales, da der kan være høj bevoksning, myg og flåter.
Hvornår: Onsdag den 19. august kl. 17:00-19:00.
Mødested: Vrangstrup Kirke, Vrangstrupvej 71, 4171 Vrangstrup.
Det er ikke let at komme med bus til Vrangstrup. Har du brug for et lift fra Glumsø Station, så send en besked til mig naturvejleder Helen Holm på 20895532, så kan jeg samle dig op kl. 16.30. Det er også muligt at tage turen med Plustur – se rejseplanen.
Pris: Gratis – tilmeld dig her på siden
Hvis du har problemer med at finde os så ring til Naturvejleder Helen Holm på tlf. 20895532
Jeg glæder mig til at se dig!