Et smukt sted at vandre en tur i noget af Københavns mest bynære natur, finder du i Utterslev Mose, som i virkeligheden er tre moser, Vestmosen, Midtmosen og Østmosen, hvor der lever tusindvis af både yngle- og trækfugle.
Vi samles på Naturværkstedet Streyf og starter med enkelte nærværs – og mindfulness øvelser, inden vi går i roligt tempo omkring Østmosen. På turen medbringer vi naturværkstedets kikkerter, så vi undervejs kan forsøge at spotte nogle af de overvintrende fugle. Måske er vi endda så heldige at se en af Havørnene?
Turen omkring mosen tager ca. 1 time, med enkelte pauser undervejs.
Efter turen vender vi tilbage til Naturværkstedet, hvor vi sammen varmer suppe og bager brød på bål.
Lidt om naturguiden:

Nina er naturterapeut, instruktør i mindfulness og oprindelig uddannet som sygeplejerske. Hun har flere års erfaring med at arrangere meningsfulde naturoplevelser for mennesker med forskellig sårbarhed og deres pårørende.
Information om turen
Tid: Søndag den 23. november 2025, kl. 11.00 – 14.30
Mødested: Foran hovedindgangen til Bispebjerg Kirkegård på Bispebjerg Torv 1. Herfra følges vi på en 10 minutters gåtur via kirkegårdens store Poppel allé til Naturværkstedet STREYF
Offentlig transport: Bus 4A og 6A stop ved Bispebjerg torv. Er du i bil eller på cykel kan du køre direkte til Naturværkstedet på Rådvadsvej 69, hvor der er gratis P (NB! mødetid der er så kl. 11.15)
Pris: Gratis – tilmelding nødvendig.
Praktisk: Husk at klæde dig varmt og vindtæt på i henhold til vejret og tag gode sko på.
NB. I tilfælde af dårligt vejr, har vi mulighed for at være indenfor på naturværkstedet, hvor der også er adgang til toilet.
Jeg glæder mig til at tage imod jer.
Kærlig hilsen fra Nina