Fremtidens depressionsmedicin mere effektiv
Forskning:
Banebrydende forskning om depressionsmedicin fra Århus Universitetshospital, Risskov og Kemisk Institut, Aarhus Universitet bliver nu stillet til rådighed for alle verdens forskere og for medicinalindustrien skriver Industriens Dagblad.
Den nye forskning, som har kortlagt, hvordan depressionsmedicin bliver bundet i hjernens nerveceller, vil kunne forbedre fremtidens depressionsmedicin, så den bliver mere effektiv, virker hurtigere og har færre bivirkninger.
– Vores opdagelse er af største vigtighed for at forstå, hvordan medicinen bliver transporteret rundt i nervecellerne i hjernen. Opdagelsen kan gøre stor nytte for den farmaceutiske industri. Derfor stiller vi den nye viden frit til rådighed for alle verdens forskere og medicinalindustrien, siger Steffen Sinning fra Aarhus Universitetshospital, der har været med til at opnå de gode forskningsresultater.
Den medicin, der i dag er på markedet, virker typisk først efter tre til fem uger og er for en tredjedel af befolkningen uden virkning. Derfor er der håb om, at de nye forskningsresultater vil have en god effekt for dem, der bliver ramt af en depression, så de i fremtiden kan få bedre og mere effektiv medicin.
De nye forskningsresultater er publiceret i de internationale anerkendte videnskabelige tidsskrifter Journal of the American Chemical Society og Journal of Biological Chemistry.
Industriens Dagblad, www.idag.dk, 23.2.2010
Skriv et svar