”Genvind Livskraften – I samvær og nærvær!” – Sommerhøjskole 2017
Her i december har vi åbnet for tilmelding til vores sommerhøjskole, der traditionen tro finder sted i uge 30 på Nordfyns Højskole. I 2017 er det syvende gang, at DepressionsForeningen afholder højskolen, og vi står klar med rammerne for en uge fuld af oplevelser for både krop og sjæl. En uge med aktiviteter, foredrag, gode samtaler, latter og alvor – og alt det mellem linjerne, der gør et højskoleophold til en dejlig livgivende oplevelse.
Da vi har mistet en vigtig bevilling fra Socialministeriet, er det i år særligt vigtigt for os, at vi får fyldt højskolen, og derfor har vi brug for jeres hjælp. Husk at reklamere for højskolen, når I mødes i lokalgruppen og i jeres netværk, og del meget gerne vores opdateringer om højskolen på Facebook, så flest muligt hører om denne dejlige uge. Mange tak skal I have.
Derudover får vi igen i år brug for et engageret hold af frivillige, der har lyst til at deltage i planlægningen og afholdelsen af højskolen. Vi håber selvfølgelig, at nogle af jer vi allerede kender godt har lyst til at komme med som frivillig, så tænk gerne over, om det kunne være noget for dig. Med næste nyhedsbrev får I viden om, hvad frivilligjobbet indebærer, og hvordan I kan ansøge.
I kan læse mere om dette års højskoleophold her: http://depressionsforeningen.dk/hvad-tilbyder-vi/sommerhojskole/