Glæden ved at hjælpe andre – 17 år på DepressionsLinien

Tilbagevendende depressioner gjorde, at Minna Dybro måtte forlade sit arbejde. Lysten til støtte andre i samme situation, gav hende energi til at melde sig som frivillig på telefonrådgivningen DepressionsLinien. Efter i 17 år at have hjulpet utallige mennesker med at håndtere skyld, skam og lysten til at give op, er det nu tid til at give stafetten videre. Minna stopper på DepressionsLinien, og skal nu bruge lidt mere tid sammen med sin familie.

I dette interview fortæller Minna Dybro åbenhjertigt om sin tid som frivillig på DepressionsLinien.

 

minna-dybro2

Hvorfor blev du frivillig i DepressionsForeningen?
Jeg har haft tilbagevendende depressioner hele mit voksne liv. Jeg kunne godt have ønsket mig en telefonlinje, jeg kunne have ringet til, hvor jeg kunne have fået lidt forståelse, opmuntring, opbakning, måske et råd til, hvordan jeg kunne komme videre. Jeg var flov over at have det sådan, og havde det dårligt med at belemre mine nærmeste med min sygdom. Det er svært at forstå, hvordan det opleves, hvis man aldrig selv har haft snerten af depression. Man føler sig så svag, hvis man har stress og depression. Men stress og depression er et tegn på, at man har været stærk for længe.

Hvad er du oftest blevet spurgt om?
Et ofte stillet spørgsmål er, ”Hvor lang tid tror du, den her tilstand varer? ” Det spørgsmål er vi desværre ikke i stand til at besvare, for det er forskelligt fra person til person. Depressive med mange depressioner bag sig ved godt inderst inde, at de får det godt igen. Det kan man blot ikke huske, når man ligger under gulvbrædderne.

Er der opkald, der har gjort særligt indtryk på dig?
Nogle gange har jeg haft depressive i røret, som ikke ville leve mere. Jeg har forsøgt at få personen til at falde til ro, og give plads til at græde og være ulykkelig. Særligt en episode med en kvinde, som ville tage sit eget liv, har gjort stort indtryk på mig. Jeg talte med hende i næsten tre timer og måtte have Falck til at komme ud og hjælpe hende. Senere på aftenen blev jeg ringet op af Falck, som sagde, at jeg havde ydet en stor indsats, og at kvinden var glad for, at jeg havde reddet hendes liv. Det gjorde mig meget glad og stolt, at jeg havde formået at hjælpe et medmenneske i nød.

Hvordan synes du, at opkaldene har ændret sig gennem årene?
Der er flere og flere mænd, der ringer ind. Før i tiden var depression ikke noget, mænd fik. Mænd er blevet bedre til at stå ved, at de har det dårligt, og til at tale om det. Derudover er der flere pårørende, der ringer ind for at få råd om, hvordan de kan hjælpe dem, der er tæt på dem, som har depression.

Hvad har det givet dig at arbejde på DepressionsLinien?
Jeg har arbejdet på DepressionsLinien, fordi jeg havde lyst. Det har givet mig følelsen af, at det nytter med den indsats vi gør – det nytter at hjælpe. Jeg har haft fantastiske kollegaer. Selvom vi ikke sidder sammen, når vi tager telefonen, er der et godt sammenhold. Vi er gode til at sparre med hinanden, og har lavet en aftale om, at vi altid kan ringe til hinanden, hvis man har brug for at tale om en svær samtale. Det har givet et stærkt fællesskab. Et fællesskab som også er blevet udvidet på de frivilligweekender, som DepressionsForeningen arrangerer. Jeg har været helt høj efter disse weekender. Man lærer så meget – også om sin egen sygdom.

Jeg har været rigtig glad for mit virke på DepressionsLinien. Det glæder mig, hvis jeg har hjulpet blot ét menneske, der har haft det dårligt. Det er jo så lidt, man kan gøre. Jeg kommer til at savne det.

DepressionsForeningen vil gerne sige Minna mange tak for den store indsats. Du har vist, at der er hjælp at hente – at der er lys forude. Vi ønsker dig alt det bedste i fremtiden.

 

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin